Mikaela Shiffrin slipper med skrækken efter styrt
Mikaela Shiffrin har hverken beskadiget ledbånd eller bentøj efter lørdagens styrt, men står foran pause.
Alpinstjernen Mikaela Shiffrin slap nådigt fra lørdagens fæle styrt på hjemlig sne i Killington.Amerikaneren har pådraget sig et sår i maveregionen og har flere alvorlige muskeltraumer, men hun har ikke overrevet noget ledbånd som frygtet, og der er ingen tegn på skader i benene eller i indre organer.
På grund af risikoen for infektion er Shiffrins sår i maveregionen ikke blevet syet. Dagen derpå er hun stadig øm og kan ikke gå optimalt.
Det oplyser USA's alpinlandshold søndag ifølge AFP.
Hun var på jagt efter sin World Cup-sejr nummer 100, da hun styrtede og blev liggende i sneen. Hun modtog behandling i flere minutter, inden hun blev transporteret væk.
Tilskuerne var helt stille efter styrtet, men blev opmuntret, da hun vinkede til dem, imens hun blev båret forbi.
For cirka halvandet år siden overtog Shiffrin rekorden for flest World Cup-sejre i historien fra Ingemar Stenmark, og efter at være sluppet nådigt fra sit styrt forventes hun at kunne fortsætte jagten på et trecifret antal sejre senere i sæsonen.
Det er dog for tidligt at komme med en prognose for, hvornår hun igen kan konkurrere, oplyser en talsperson for landsholdet.
Hun var selvsagt ikke med i søndagens World Cup-slalomløb, der også blev afviklet i Killington i det nordøstlige USA.
Den tidligere ungdomsverdensmester Camille Rast fra Schweiz var hurtigst efter de to gennemløb. Landsmanden Wendy Holdener og svenskeren Anna Swenn-Larsson var lige hurtige og delte andenpladsen.
Kvindernes World Cup-sæson fortsætter om to uger, da næste uges konkurrence i Canada er aflyst på grund af manglende sne.
/ritzau/