McLaren hyrer eksverdensmesters datter i ny satsning

17. NOV 2025 • 15:44SPORT

Den 14-årige finske racerkører Ella Häkkinen er hyret til at være en del af McLarens kvindesatsning.

Formel 1-holdet McLaren satser stort på at udvikle kvindelige racerkørere og har ansat et nyt talent med det kendte efternavn Häkkinen.

Det er planen, at 14-årige Ella Häkkinen skal være en del af holdets F1 Academy, som er en serie udelukkende for unge kvinder. Det oplyser McLaren på holdets hjemmeside.

Teenageren er datter af den finske McLaren-legende Mika Häkkinen, der vandt verdensmesterskabet i 1998 og 1999.

Ella Häkkinen skal i første omgang være en del af McLarens udviklingsprogram sammen med den britiske teenager Ella Stevens.

Faktisk vil McLaren råde over hele tre teenagepiger med fornavnet Ella. Den tredje kører hedder Ella Lloyd.

Ella Häkkinen har vist sig frem i ungdomsløb i den seneste tid og vil blive den yngste kører i programmet hos det engelske hold.

- Jeg anerkender, at der skal gøres meget mere for at øge den kvindelige repræsentation i motorsporten. Men jeg er stolt over de fremskridt, vi gør på området.

- At vi nu har tre unge talentfulde kvinder i vores udviklingsprogram er virkelig spændende, og jeg kan ikke vente med at se dem på banen, siger McLaren-chef Zak Brown.

McLaren oplyser, at Ella Häkkinen til at starte med ikke er udset til en af pladserne i de to biler i F1 Academy.

I 2026 skal Ella Lloyd og Ella Stevens køre F1 Academy, der betragtes som en rugekasse til Formel 3, Formel 2 og i sidste ende Formel 1, der er kongeklassen.

Mika Häkkinen, som stoppede karrieren i 2001, har stor tiltro til datteren og vurderer, at hun kan blive den første kvindelige kører i Formel 1 siden 1976.

- Ella er en ekstremt talentfuld racerkører. Jeg siger det ikke kun som hendes far, men baserer det på mine observationer som tidligere topkører, sagde Mika Häkkinen til den finske avis Ilta-Sanomat i sidste måned.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT