Makienok sikrer Horsens et vigtigt point mod Lyngby

19. MAR 2023 • 17:03SPORT

Simon Makienok brød søndag sin måltørke og sikrede AC Horsens 1-1 i et vigtigt bundopgør mod Lyngby Boldklub.

En jævnbyrdig kamp med høj tænding og mange fejl mellem Lyngby Boldklub og AC Horsens endte søndag 1-1, da holdene mødtes i sidste runde af grundspillet i Superligaen.

Det så længe ud til, at Lyngby skulle hente en sejr, der ville åbne nedrykningskampen op på vid gab, men efter lidt mere end en time brød Simon Makienok sin måltørke og sikrede Horsens et vitalt point.

Den tidligere Brøndby-angriber, som kom hjem til Horsens fra et udlandseventyr i sommer, havde før kampen ikke scoret i 14 kampe for klubben, og det endte med at blive et kærkomment tidspunkt at gøre det på.

Det ene point sikrer nemlig, at klubben stadig har et forspring ned til Lyngby på syv point inden nedrykningsspillets sidste ti kampe.

Pointdelingen betyder på samme tid, at AaB nu ligger på sidstepladsen i Superligaen med et point færre end Lyngby.

Der var høj tænding fra kampens begyndelse, og det gik ud over Lyngbys topscorer, Sævar Atli Magnusson, der måtte lade sig udskifte efter et uheld i en hovedstødsduel.

Efter 24 minutter kom en anden islandsk målræv i fokus, da Lyngbys Alfred Finnbogason stensikkert scorede, efter at Horsens' venstre back Lubambo Musonda lavede et stort forsvarskoks.

Mod slutningen af halvlegen pressede Horsens hårdt på for en udligning, men flere flotte redninger fra Mads Kikkenborg i Lyngby-målet sikrede værterne en pauseføring.

Efter pausen skulle Horsens satse offensivt, og derfor blev Simon Makienok skiftet ind efter 15 minutter.

Det skulle vise sig at være en god idé, da angriberen scorede sit første mål for Horsens på sin allerførste berøring i kampen efter et indlæg.

Til sidst i kampen satsede Lyngby mest for at score et sejrsmål, men det lykkedes aldrig, og opgøret endte derfor 1-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU