Løchte trods to nederlag: Et storartet minde for alle

31. JAN 2025 • 21:57SPORT

Holdkaptajn Frederik Løchte så fornemme takter, selv om det endte med nederlag i Royal Arenas flotte kulisse.

Skuffelsen stod malet i ansigtet på Frederik Løchte Nielsen, da Danmarks Davis Cup-holdkaptajn mødte til pressemøde efter to nederlag mod Serbien fredag.

Men han havde alligevel overskud til at se på det positive og det faktum, at hans hold havde samlet næsten 10.000 tilskuere i Royal Arena. Flere end nogensinde før til en Davis Cup-kamp i Danmark.

- Først og fremmest vil jeg fremhæve en fantaktisk kulisse. Selv om kampene er gået, som de er gået, vil vi alle se tilbage på denne dag som et storartet minde.

- Vi har set fantastisk god tennis, og vi så, hvad de (Holger Rune og Elmer Møller, red.) bringer til bordet, når de spiller deres bedste, siger Frederik Løchte Nielsen.

21-årige Elmer Møller, der er i gang med sit gennembrud, nåede at vise sig fremragende frem. Blandt andet med baghånden som et stort våben.

Han rystede verdensranglistens nummer 55, Miomir Kecmanovic, ved at vinde første sæt, men serberen slog tilbage og vandt med cifrene 3-6, 6-2, 6-1.

- Vi så, hvor stærk verdenstennis er. Hvis man giver en inch, så tager de en hel hånd, lyder det fra Løchte.

- Det var tilfældet i Elmers kamp. Han begyndte at tabe rytme i serven, og den usikkerhed bredte sig til det hele. Kecmanovic var ikke stresset over at tabe et sæt. Det har han gjort mange gange. Han var rolig og gav ikke en meter derfra.

I fredagens anden kamp skuffede Rune stort ved at tabe med 6-2, 3-6, 1-6 til verdens nummer 94, Hamad Medjedovic.

- Med Holger var det også en "perfect storm". Det var uden for kategori, som Holger spillede i tredje sæt (negativt ment, red.), men Medjedovic servede fuldstændig vanvittigt og gav ikke Holger chancen for at spille sig varm igen, pointerer Løchte.

Efter en skuffende resultatmæssig fredag gav han sine spillere fuld opbakning.

- Jeg kan ikke bebrejde dem deres indsats. Jeg ved, hvordan det er at have en skuffelse i sport. Der er ikke nogen, der er mere ærgerlige end drengene.

- De er også professionelle og modne nok til at sige "shit happens". Vi har ikke tabt endnu, siger Løchte.

En samlet dansk sejr kræver tre sejre lørdag, først i double og derefter to singler.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT