Liverpools Isak er blevet opereret for brækket ben

22. DEC 2025 • 22:10SPORT

Alexander Isak har haft en vanskelig tid i Liverpool, og nu er svenskeren blevet opereret for et brud i benet.

Liverpools Alexander Isak blev skadet i weekenden mod Tottenham, og angriberen har været under kniven.

Isak pådrog sig et brud i underbenet, og det er han mandag blevet opereret for.

Det skriver Liverpool på sin hjemmeside.

Klubben melder ikke noget om en specifik tidshorisont for angriberens kommende skadespause.

Lørdag blev den dyre svensker under sin scoring til 1-0 mod Tottenham skadet i et og samme moment på grund af en tackling i skudøjeblikket.

Alexander Isak måtte hjælpes fra banen, og hans ansigtsudtryk tydede allerede der på en skade, der var af alvorlig karakter.

- Hvis en spiller ikke engang forsøger at komme tilbage på banen, er det normalt ikke godt, men jeg kan ikke sige mere end det, lød det fra Liverpool-træner Arne Slot om Isaks tilstand efter sejren i Tottenham.

Alexander Isak har haft alt andet end en optimal begyndelse på sin tilværelse i storklubben.

I begyndelsen af september skiftede svenskeren til Liverpool, i en handel der ifølge Sky Sports og BBC var den største i britisk fodboldhistorie.

De to medier berettede således, at Liverpool pungede ud med 125 millioner pund for Isak. Det svarer til 1,1 milliard danske kroner.

Men den tidligere Newcastle-spiller har været plaget af en række skader.

I efteråret har angriberen været på banen i blot 16 Liverpool-kampe og lavet tre mål for de rødklædte.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT