Brasilianer oplevede superdebut i semifinale som en drøm
Joao Pedro scorede to mål mod Fluminense, og det gav blandede følelser, da han som ung spillede i Fluminense.
Den brasilianske angriber Joao Pedro havde det, som om han drømte, da han tirsdag leverede to mål i sin debut for Chelsea.Her indløste den engelske storklub en billet til finalen ved VM for klubhold i USA.
Det skete, da London-mandskabet vandt semifinalen i New Jersey med 2-0 over Fluminense fra Brasilien.
Og det var altså den 23-årige Pedro, som i sin debut scorede begge semifinalens mål - det første efter blot 17 minutter.
- Det var en drøm, siger han ifølge BBC efterfølgende til tv-stationen DAZN.
- Jeg tror ikke, det kunne være gået bedre. Jeg er glad for at have scoret mine første mål.
Det er mindre end en uge siden, at Joao Pedro blev solgt fra Brighton til Chelsea.
- VM for klubhold kan også blive min første titel. Jeg kom hertil for en uge siden, og nu skal jeg spille i finalen.
Pedro spillede som ung i Fluminense og indledte sin seniorkarriere samme sted. Ud af respekt for dette var hans jubel på banen tirsdag meget nedtonet.
Han erkender efter kampen, at det kan resultere i blandede følelser.
- Jeg ved, at den her turnering er meget vigtig for Fluminense. Jeg kan kun sige undskyld, men jeg er nødt til at være professionel. Jeg spiller for Chelsea. De betaler mig for at score mål, og i dag var jeg glad for at score.
Chelsea-træner Enzo Maresca kalder ifølge dpa semifinalesejren for en fantastisk præstation.
- Vi ved, at vi har spillere, der er i stand til at gøre det, og vi ved, at vi skal hjælpe dem med at komme i situationer, hvor de kan gøre det, og vi ved, at Joao kan gøre det.
Chelsea møder i finalen enten Paris Saint-Germain eller Real Madrid, der tørner sammen i den anden semifinale onsdag aften.
/ritzau/