Legenden Tom Kristensen tror på ny dansk Le Mans-vinder

15. JUN 2024 • 09:00SPORT

Den nifoldige vinder Tom Kristensen tror på, at Nicklas Nielsen eller Michael Christensen kan vinde Le Mans.

Ni gange vandt Tom Kristensen den bedste klasse i Le Mans, men siden hans seneste triumf i 2013 har ingen dansker stået øverst på podiet som vinder af det legendariske franske løb.

Det kan der blive lavet om på i årets udgave, der køres i weekenden. Her har Danmark fire kørere med i den bedste klasse, Hypercar, og to af dem regnes blandt de største favoritter.

Tom Kristensen mener, at tiden er inde.

- Jeg ser gode chancer for, at vi igen får en dansk vinder i verdens største løb. Det er ved at være på tide, og jeg vil blive ekstremt glad, hvis det sker, siger Tom Kristensen på et pressemøde op til Le Mans.

Han har særligt et godt øje til Nicklas Nielsen, der kører i Ferrari, og Michael Christensen hos Porsche.

- Et par af dem står med meget gode chancer, hvis de kan udføre arbejdet perfekt.

- Nicklas Nielsen sidder i en Ferrari, der vandt her sidste år, men ikke har vundet løb siden. Også Michael Christensen i Porschen har en god chance. Jeg tror, at det skal være en af dem, vurderer Tom Kristensen.

I sidste års udgave var Nicklas Nielsen med fremme og snuse til en triumf, men stenslag mod køleren gav problemer, og bilen blev nummer fem, mens søsterbilen strøg til tops.

Det kræver gerne et løb uden problemer at vinde 24-timersløbet.

- Du skal køre et rent, determineret og meget hurtigt løb for at vinde, lyder det fra Tom Kristensen.

Ud over Nielsen og Christensen deltager også Oliver Rasmussen og Mikkel Jensen i den bedste Le Mans-klasse.

Nielsen starter forrest af danskerne i femteposition sammen med italieneren Antonio Fuoco og Miguel Molina fra Spanien.

I alt 13 danskere i 12 forskellige biler deltager i løbets tre forskellige klasser.

Løbet begynder lørdag klokken 16 og slutter 24 timer senere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU