Lars Bak stopper som leder for norsk kvindehold

9. DEC 2022 • 13:36SPORT

Efter to år som sportslig leder for Uno-X's kvindelige cykelhold stopper Lars Bak. Brite tager over.

Lars Bak skal ikke længere stå i spidsen for norske Uno-X's kvindelige cykelhold.

Danskeren har siden starten af 2021 været sportslig leder for holdet, men stopper ved udgangen af 2022.

Det skriver Uno-X-holdet på sin hjemmeside. I stedet tager britiske Alexandra Greenfield over.

- I fælles dialog efter to meget intense år har Lars valgt at tage videre. Jeg er ret sikker på, at vi vil fortsætte med at se ham bag kulissen i denne sport, og jeg takker ham for et godt partnerskab, mange lange snakke, store grin og skøre historier, siger general manager Jens Haugland.

2022-sæsonen var Uno-X's kvindeholds første på kvindernes World Tour. Det norske hold havde to danske ryttere ansat i form af Julie Leth og Rebecca Koerner.

42-årige Lars Bak er tidligere professionel cykelrytter og kørte i løbet af sin karriere for både CSC-holdet og Lotto-Soudal. 2019 var Baks sidste sæson på landevejene. Han er noteret for 11 sejre i karrieren, herunder blandt andet en etapesejr i Giro d'Italia i 2012.

Efter karrierestoppet har han ud over jobbet hos Uno-X også været ekspertkommentator på TV 2 Sport.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU