Landsholdsaktuel Lazio-dansker trives under Gattusos vinger
Oliver Provstgaard har fået en stærk sæsonstart i Lazio og føler sig klar til at gribe chancen på landsholdet.
Midterforsvareren Oliver Provstgaard har som den eneste markspiller fået fuld spilletid for Lazio i denne sæson.Præstationerne har givet 13 af 15 mulige point, og hovedstadsholdet er på omgangshøjde med Roma og Inter i toppen af Serie A.
- Det er selvfølgelig en positiv start, og jeg er glad for, at den nye træner har vist mig tillid og givet mig en større rolle, siger Provstgaard fra landsholdslejren i Helsingør med henvisning til Gennaro Gattuso.
Provstgaard erobrede en forholdsvis fast plads i Lazio i sidste del af seneste sæson, da cheftræneren hed Maurizio Sarri, og fremgangen er fortsat under den tidligere italienske landsholdsprofil.
- Han er en rigtig, rigtig fed træner. Han er nok lidt mere afdæmpet end som spiller, uden at jeg har set ham spille så meget. Men der er stadigvæk rigtig meget gang i ham, og det er noget, vi som hold og jeg personligt sætter meget pris på.
- Han har formået at få den energi ud i truppen og med ud på banen, hvor vi har vundet mange kampe på ren fight, siger Provstgaard om Gattuso.
23-årige Provstgaard har foreløbigt spillet to kampe og mindre end 90 minutter i alt på landsholdet, men med Andreas Christensen skadet er han blandt topkandidaterne til at starte Nations League-kampen mod Norge ved siden af Joachim Andersen.
Landstræner Brian Riemer har opfordret spillerne i den nuværende trup til at "tage ansvar og træde i karakter for at skabe fremtidens landshold".
- Det er fedt, synes jeg. Jeg vil gerne være en del af et projekt, hvor jeg selv kan vise noget og være en af de spillere, der tager noget ansvar. Det føler jeg mig rustet til. Det er en mulighed for mig og andre.
- Det skete også i Lazio i den her sommer, hvor vi sagde farvel til Alessio Romagnoli. Han spillede min position, og nu er det så mig, der skal tage mere ansvar og spille flere minutter, siger Provstgaard.
Ifølge DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, handler den nuværende samling blandt andet om at vinde danske fodboldhjerter tilbage efter den kiksede VM-kvalifikation.
Den præmis er Provstgaard med på.
- Jeg er sikker på, at samtlige spillere har haft en hård sommer og først og fremmest har noget at skulle bevise over for sig selv - men også over for fansene.
RITZAU
