Gigantfavoritten Arsenal har respekt for Køge-kontraer

SPORT22. SEP 2026 • 08:38

Arsenal-træner forventer et lavtstående HB Køge-mandskab i tirsdagens Champions League-kamp.

Indsatsen mere end 20 gange igen.

Så højt er oddset på HB Køge-sejr hos de forskellige bookmakere, når det danske mesterhold tirsdag tager hul på kvindernes Champions League på udebane mod selveste Arsenal.

På pressemødet før kampen taler Arsenal-træner Renée Slegers dog om HB Køge med respekt.

- Det er et godt hold. HB Køge udgør en stor trussel på kontraangreb med deres to spillere helt i front. De vil forsøge at lukke de rum, vi forventer at kunne udnytte, siger Renée Slegers ifølge Uefa.com.

Hun forventer et defensivt orienteret dansk mesterhold.

- Om de stiller med en firer- eller fembackkæde i forsvaret, må vi se, når de løber på banen. Vi forventer at skulle spille mod en lav forsvarsblok.

Renée Slegers advarer både mod Køge og Arsenals efterfølgende modstander i Champions League, Paris FC.

- Det er måske ikke verdens mest kendte hold, men det er to rigtig gode mandskaber.

- Vi ser det helt klart som en mulighed for at vise, hvem vi er, og hvad vi har gjort godt: Arsenal-stilen med dominans og spil, der skaber farlige situationer og fører til mål, lyder det fra træneren.

De to klubber tørnede også sammen i turneringen i 2021. Dengang vandt Arsenal med 3-0 hjemme og 5-1 ude.

HB Køge kvalificerede sig til dette års turnering ved at slå PSV samlet.

Arsenal vandt Champions League i 2025, men er ikke blevet engelsk mester siden 2019. De seneste to sæsoner er det blevet til andenpladser efter Chelsea og Manchester City.

Champions League afvikles som et stort ligaspil ligesom hos herrerne. 18 klubber deltager, og de fire bedste går direkte til kvartfinalerne, mens klubberne fra nummer 5 til 12 avancerer til ottendedelsfinalerne.

Tirsdagens kamp i London har kickoff klokken 21.00 dansk tid.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT