Kæmpen fra Rødovre giver garvede landsholdsbacker baghjul ved OL
Malte Setkov har aldrig spillet et VM med landsholdet, men er blevet den store positive overraskelse ved OL.
Fra bundkamp i den danske liga til OL-dueller med verdens allerbedste ishockeyspillere.Februar er i sandhed omvæltningernes måned for backen Malte Setkov fra Rødovre Mighty Bulls, der har været den store positive overraskelse på det danske OL-hold.
Under træningen i Milano har han overhalet flere garvede landsholdsspillere og har kæmpet sig til masser af istid i kampene.
- Jeg er blevet kastet for løverne og har ikke rigtig haft tid til at tænke så meget over det. Det, tror jeg på en eller anden måde, har været meget godt. Jeg skulle bare springe ud i det og gøre mit bedste.
- Selvfølgelig har der været pres på, fordi jeg spiller mod nogle af de bedste spillere i verden, men jeg har bare forsøgt at gøre, som jeg plejer, og jeg ved, at det er det, trænerne forventer af mig, siger 27-årige Malte Setkov.
Han blev ikke udtaget til den oprindelige OL-trup, men blev kaldt til Milano i en gruppe af "træningsspillere", der skulle fylde pladserne ud, indtil NHL-spillerne dukkede op med nogle dages forsinkelse.
Men da der indløb afbud fra Jonas Røndbjerg, pegede landsholdets sportslige ledelse ikke på en anden forward som substitut. Valget faldt på den 203 centimeter høje back hjemme fra Metal Ligaen.
- Jeg var egentlig ikke skuffet over, at jeg ikke blev udtaget i første omgang, for jeg ved godt, hvilken vanvittig præstation holdet leverede ved VM i maj. Det har jeg stor respekt for.
- I stedet kom jeg ind med et åbent sind og var fast besluttet på at give alt under træningen. Skulle der opstå en mulighed, ville jeg være klar til at gribe den. Andet kunne jeg ligesom ikke gøre, siger Malte Setkov.
Råtalentet var stort nok, til at han i 2017 blev NHL-draftet af Detroit Red Wings, men han har aldrig fået chancen i Nordamerika. I stedet tog han til Sverige og spillede en årrække i de to øverste divisioner.
Siden 2022 har han ført sig frem i den danske liga, men har alligevel formået at omstille sig til at spille OL, hvor tempoet er et par gear højere.
- I forhold til min størrelse synes jeg selv, at jeg er okay på skøjterne. Jeg er vant til at spille mange minutter for Rødovre, så jeg er også i relativt god form.
- Det er selvfølgelig noget helt andet at være med her, men jeg er faldet relativt godt ind i spillet, så noget har jeg jo gjort rigtigt, siger Malte Setkov.
Det gør kun hans indsats i Milano mere bemærkelsesværdig, at han aldrig har været udtaget til et VM.
Setkov har i årevis befundet sig i periferien af landsholdstruppen uden at kunne fortrænge den garvede garde. Men ved OL har landstræner Mikael Gath foretrukket ham frem for både Anders Koch og Matias Lassen.
- Han har slået sig ind på holdet i ren konkurrence med de andre og har gjort det vældig, vældig godt, må jeg sige, lyder det fra landstræneren.
- Det her er et noget højere niveau, end han spiller på til daglig. Men han har omstillet sig fantastisk godt.
- På længere sigt er det rigtig godt for landsholdet, at vi får lidt konkurrence, så man ikke kan tage sin plads på holdet for givet, påpeger Gath.
Tirsdag skal den 27-årige back op til en ny eksamen mod Tjekkiet med flere forwards i absolut verdensklasse. Her får han igen chancen for at vise sig frem for hele verden.
Setkov har kontrakt med Rødovre Mighty Bulls i næste sæson også. Men den er næppe mere bindende, end at han kan skifte, hvis der kommer et tilbud fra en udenlandsk klub.
- Jeg har det godt, hvor jeg er og har store ambitioner med Rødovre. Men jeg har også individuelle ambitioner og har da stadig nogle drømme, jeg gerne vil have opfyldt, siger Malte Setkov.
/ritzau/
