Ishockeypræsident er åben for flere VM-arrangementer i Danmark

14. MAJ 2025 • 06:30SPORT

Herning har gjort indtryk på IIHF-præsident Luc Tardif, der roser Danmark som værtsland.

Herning er lige nu vært for Danmarks tredje ishockey-VM på syv år, og der kan være flere store mesterskaber på vej til dansk ishockey.

Konkret kan præsidenten for Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), Luc Tardif, sagtens se Danmark som arrangør af kvindernes A-VM inden for en overskuelig fremtid.

Danmark var senest vært for turneringen i 2022, hvor Herning og Frederikshavn lagde is til kampene. Det danske landshold har netop sikret sig tilbagevenden til A-gruppen.

- I første omgang har vi diskuteret muligheden for at bringe kvindernes VM tilbage til Danmark. Mere kommer jeg ikke til at sige om det, siger Luc Tardif til Ritzau.

- Vi var her i 2018, i 2022 med kvinderne, og nu er vi her igen. Organisationen kender protokollen og ved, hvad der skal til for at gøre det hele klar, siger han.

Ishockeypræsidenten har tilbragt de to sidste dage i Herning for at inspicere den danske del af det igangværende herre-VM, hvor Stockholm er hovedarrangør.

Han har bemærket, hvordan Herning har formået at omdanne byens gågade til en slags byfest for tusinder af ishockeyfans fra hele verden.

- Jeg er ikke helt overrasket, for jeg ved, at Herning er en ishockeyby. Når jeg ser fanzonen og midtbyen, så oplever jeg også, at det ikke kun er et ishockeyarrangement. Hele byen er involveret, og alle står bag turneringen, siger Luc Tardif.

At Herning er en forholdsvis lille værtsby for så stort et arrangement, kan faktisk være en fordel, mener han.

- Når vi afholder det i storbyer, oplever vi nogle gange, at ingen ved, at der er et VM i gang. Så er det bedre at være et sted, hvor der bliver sat pris på ishockey, og sporten får den opmærksomhed, den fortjener.

- Hvis du er i Herning i disse dage og ikke opdager, at der er VM, er du blind. Det er anderledes i storbyer. Prag sidste år var en undtagelse, men det er nærmest kun i Prag, man oplever det, siger Luc Tardif.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

20. MAJ 2025 • 14:03INDLAND/KRIMINAL
DR lukker 21 Søndag
FÅ ABONNEMENT