Ibrahimovic hylder Qatars VM-værtskab: Ti point

21. MAR 2023 • 15:27SPORT

I forbindelse med VM i fodbold havde Zlatan Ibrahimovic en "fantastisk" tur til Qatar, fortæller han.

Særligt i de nordiske lande har der været heftig kritik af Qatars værtskab for VM i fodbold sidste år. Men ikke alle skandinaver var forfærdede.

Den evigt debatskabende fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic nød sit ophold i Qatar, hvor han så finalen mellem Argentina og Frankrig.

- Det var fantastisk, siger Zlatan Ibrahimovic ifølge det svenske nyhedsbureau TT på et pressemøde i den svenske landsholdslejr tirsdag.

- Vi, jeg og familien, var der i to dage. Organisationen, ti point. Oplevelsen, ti point. Kampen, ti point. Menneskene, ti point. Maden, ti point. Rejsen, ti point. VM, ti point. Alt var ti point, siger Zlatan Ibrahimovic.

Sverige missede VM-kvalifikationen efter nederlag til Polen i den afgørende playoffkamp, hvor Zlatan Ibrahimovic var på holdkortet.

Så den svenske AC Milan-angriber var ikke i Qatar for at spille fodbold, men altså for fornøjelsens skyld. Og han vidste tydeligvis godt, at hans svar for nogen kunne virke provokerende.

I hvert fald løftede den 41-årige svensker ifølge TT på øjenbrynene og henvendte sig direkte til journalisten, der havde stillet spørgsmålet om turen til Qatar.

- Hvad ville du høre? Noget andet? lød det fra Zlatan Ibrahimovic.

Da journalisten fulgte op med at fortælle, at Qatar anklages for at bryde menneskerettighederne og igen spurgte, hvad Zlatan Ibrahimovic mon så mener om VM og Qatar, svarede han igen kækt.

- Ti point, lød det uden tøven.

På den måde bakker Zlatan Ibrahimovic ikke umiddelbart op om Det Svenske Fodboldforbunds linje på området.

Svenskerne har været blandt dem, der har kritiseret Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for at pege på Qatar som VM-vært og nægtede desuden at støtte Gianni Infantino, som i sidste uge blev genvalgt som Fifa-præsident.

41-årige Zlatan Ibrahimovic har for nylig gjort comeback efter en lang skadespause og er i disse dage med i den svenske landsholdstrup, som møder Belgien og Aserbajdsjan i to EM-kvalifikationskampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU