Holten misser finale i karrierens sidste OL

10. AUG 2024 • 13:28SPORT

René Holten Poulsen blev nummer otte i semifinalen og må efterfølgende nøjes med en ottendeplads i B-finalen.

Kajakroeren René Holten Poulsen var ikke med, da der lørdag blev roet OL-finale i 1000 meter enerkajak.

Den danske veteran blev nummer otte i semifinalen, hvor kun de fire bedste avancerede til det endelige opgør om medaljer.

Holten startede beskedent i semifinalen, og selv om han midtvejs i løbet så ud til at æde sig ind på roerne i top-4, kom han aldrig rigtig tæt på at nappe en finaleplads.

Dermed blev B-finalen lørdag eftermiddag det sidste løb i hans karriere, der efter planen slutter efter OL. Her kom han ind som nummer otte ud af ni deltagere.

Den nu 35-årige Holten vandt OL-sølv i toerkajak med Kim Wraae helt tilbage i 2008. I eneren hørte han i en årrække til den absolutte verdenselite, men har aldrig vundet en medalje i OL-sammenhæng på egen hånd.

I 2012 blev han placeret lige uden for medaljerækkerne, og da han fire år senere var anset som et af Danmarks største medaljehåb ved legene i Rio, skuffede han med en sjetteplads.

For halvandet år siden mistede han sin Team Danmark-støtte og plads på elitecentret, da kajakforbundet ikke længere så et olympisk potentiale i ham.

Alligevel har han kæmpet sig til Paris til karrierens fjerde og sidste OL.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT