Holmgren kaster op og trækker sig fra Challenger-turnering

29. JUL 2025 • 10:52SPORT

August Holmgren måtte natten til tirsdag dansk tid trække sig i første runde af Challenger-turnering i USA.

August Holmgren har haft en forrygende sommer, men natten til tirsdag dansk tid var det for en stund slut med opturen for den danske tennisspiller.

Ved Challenger-turneringen i den amerikanske by Lexington måtte Holmgren trække sig fra tredje sæt i første runde-opgøret mod colombianeren Nicolas Mejia.

En video på det sociale medie X viser danskeren lunte ud til banden for at kaste op, inden han måtte opgive at fortsætte.

Holmgren var på det tidspunkt bagud 1-5 i tredje sæt, og han trak sig efterfølgende fra opgøret.

Forinden havde danskeren vundet første sæt 7-6 og tabt andet sæt 5-7.

August Holmgren gjorde for alvor sit indtog på den store tennisscene i juni og juli, da han som kvalifikationsspiller nåede tredje runde ved Wimbledon i sin grand slam-debut.

Undervejs slog han to spillere fra top-50 i verden, inden 11.-seedede Alex de Minaur var for stor en mundfuld.

Efterfølgende red danskeren videre på bølgen og vandt en Challenger-turnering i den canadiske by Granby.

Siden er han dog kommet en smule ned på jorden.

I sidste uge blev det til exit i anden runde i Challenger-turneringen i Bloomfield i USA, og natten til tirsdag dansk tid måtte han altså trække sig i Lexington.

Holmgren, der på den nye verdensrangliste mandag opnåede sin hidtil højeste placering som nummer 144, skal i august spille kvalifikation til den amerikanske grand slam-turnering US Open.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT