Holdkaptajn Løchte: Det største i min Davis Cup-karriere
Frederik Løchte Nielsen mener, at Danmarks sejr over Serbien er et af de største danske resultater.
Frederik Løchte Nielsen har prøvet meget med Danmarks Davis Cup-hold, først som spiller og de seneste år som holdkaptajn, men lørdagens triumf over Serbien foran 10.000 tilskuere i Royal Arena overgik det hele.Fredag så han sit hold komme bagud med 0-2, men han insisterede på, at chancen for et comeback var mulig. Det skete med tre sejre lørdag.
- Det var en eventyrafslutning i så stor en kulisse. Til sammenligning har jeg prøvet at spille foran 17 tilskuere og blive præsenteret som Frederik Pedersen. Det her var det største i min Davis Cup-karriere, både som spiler og træner, siger Frederik Løchte Nielsen.
Nu er Danmark blot en enkelt sejr fra at kvalificere sig til Final 8 for verdens bedste otte nationer. I anden kvalifikationsrunde i efteråret venter enten Spanien eller Schweiz, der spiller deres kamp færdig søndag.
- For mig er det her World Group (det højeste niveau, red), selv om vi endnu ikke er i Final 8, og det er et af Danmarks største resultater nogensinde. Nu er vi sikre på som minimum at blive på dette niveau næste år. Det er stort i sig selv, understreger Løchte.
- Og så betyder det, at vi bliver ved med at høvle fantastiske modstandere til Danmark. Nu skal vi formentlig møde Spanien på udebane. Vi ser først det færdige produkt af dette hold om nogle år, men drengene lærer, hver gang de møder så stærke hold.
Holdkaptajnen hentyder ikke mindst til Elmer Møller, der trods sine 21 år har slået flere top-100-spillere i Davis Cup. Lørdag slog han nummer 94, Hamad Medjedovic, i den altafgørende kamp. Selv om han ikke ramte topniveau.
- Vi ved, at Elmer har x-faktor og er god til at finde løsninger, men i dag var det mere vilje end godt spil. Han vandt på emotionel styrke, for en kamp ved 2-2 i Davis Cup er en af de mest nervepirrende kampe i tennis.
- Fredag så vi noget af hans bedste spil i første sæt, så der er lagt i ovnen til en suveræn spiller, roser Løchte.
Medjedovic vandt første sæt med 6-1 og var oppe med et brud ved 1-0 i andet sæt, da han lod sig frustrere over dansk tilskuerjubel, da han lavede dobbeltfejl.
Det fangede Løchte med det samme.
- Det var den største fejl, han lavede i kampen. Han førte med 6-1, 1-0 og cruisede, men så viste han os, at han var stresset i hovedet, og det tog vi fat i, fortæller holdkaptajnen.
Han gav ikke meget for, at serberen efterfølgende brokkede sig over, at de danske fans jublede for meget over udeholdets fejl.
- Jeg ved ikke, hvad han havde regnet med ved 2-2 i en hjemmekamp i Davis Cup. Hvis han tror, at det ville være mere stille i Serbien, vil det overraske mig.
/ritzau/
