Højgaard-brødre stråler på førstedagen på hver sin måde

14. AUG 2025 • 19:24SPORT

Nicolai Højgaard leverede to eagles inden for tre huller, og Rasmus Højgaard gik en solid åbningsrunde.

Tvillingbrødrene Rasmus og Nicolai Højgaard stjal rampelyset på førstedagen af DP World-turneringen i Furesø.

Mens Rasmus Højgaard brillerede i toppen af feltet med en solid runde i fem slag under banens par og en placering som delt nummer to, leverede broren nogle vilde slag, der fik publikum helt op at ringe.

Nicolai Højgaard havde egentlig svært ved at få gang i sit spil, da han på hul 12 lige pludselig lavede en eagle. Bolden lavede backspin og trillede i hul, så alle røg op af golfstolene. Kort efter lavede han en eagle mere.

- Det er meget sjældent, at det sker. Det var super specielt at gøre det derude. Jeg havde brug for at få noget momentum.

- På hul 12 skete der noget magisk, da bolden droppede i. Så skete det samme på hul 14. Det var vanvittigt at gøre det to gange så hurtigt efter hinanden, siger Nicolai Højgaard.

Dermed endte åbningsrunden i tre slag under par, og han er ikke langt fra toppen.

- Det gjorde, at jeg kom tilbage i runden. Jeg var lidt ude af det efter nogle huller. Jeg formåede at forblive tålmodig, og jeg føler, at det er blevet en af mine stærke sider det sidste års tid.

- Jeg blev ved med at tro på det, selv om jeg ikke havde fundet mit spil, siger Nicolai Højgaard.

Han blev undervejs hjulpet af stemningen fra hjemmepublikum.

- Der var en fed energi derude, og den blev lige pludselig lidt vildere på de sidste ni huller.

- Det var fantastisk at spille foran dem. De bar os rundt, og det var fedt at give dem lidt at klappe af efter de ti første sløje huller, siger Nicolai Højgaard.

Samtidig kunne han følge med i brormands solide runde, da han hele dagen var tæt på og kunne høres ved hjælp af tilskuerne.

- Det er fedt at se. Det er crunch time lige nu. Det er nogle uger, hvor man gerne vil gøre det godt. Det var en god start.

- Jeg er glad for at se ham deroppe. Men jeg vil også gerne give ham lidt kamp om det senere på ugen, lyder det fra Nicolai Højgaard.

Rasmus Højgaard var også et stort smil, da han var færdig med runden og blot to slag efter den førende brite, Marco Penge, der er syv slag under par.

- Jeg føler, at jeg slap godt af sted med det. De første ni huller var fornuftige, og jeg fik også en god afslutning på runden.

- Det er ikke så tit, vi får lov til at spille foran de danske fans. Der var sindssyg god stemning, og der var masser af mennesker. Jeg er super tilfreds med at komme rundt i minus fem, siger Rasmus Højgaard.

Selv om han ikke leverede to eagles som broren og leverede dagens mest spektakulære slag, ville han ikke bytte roller.

Det ville Nicolai Højgaard heller ikke.

- Jeg vil hellere være i hans situation end min egen. Jeg vil hellere være fem under end tre under, fastslår Nicolai Højgaard.

For begges vedkommende er ambitionen at komme med på årets Ryder Cup-hold, og det kræver formstærke præstationer i disse uger.

- Det er tidspunktet at spille god golf i forhold til at komme i betragtning til Ryder Cup, konstaterer Rasmus Højgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT