Hjulmand: Avancement som treer er bedre end andenplads

21. JUN 2024 • 12:52SPORT

Kasper Hjulmand forventer, at dansk point mod Serbien er nok til at avancere til EM's ottendedelsfinaler.

Som stillingen er i de forskellige EM-grupper lige nu, kan det danske fodboldlandshold drage fordel af at gå videre som en af de fire bedste treere frem for at blive nummer to i sin indledende gruppe.

Toeren i Danmarks gruppe skal sandsynligvis møde værtsnationen Tyskland i ottendedelsfinalen. Hvis Danmark går videre som treer, venter en anden gruppevinder, men Danmark vil i så fald have længere opladning, og det er en fordel, mener landstræner Kasper Hjulmand.

Han understreger dog også tydeligt, at det på ingen måde er et scenarie, som Danmark jagter. Han tænker på at vinde den sidste gruppekamp mod Serbien, så Danmark får første- eller andenpladsen i gruppen.

- Hvis jeg skulle bestemme lige nu, så er en tredjeplads bedre. Vi får en ekstra pause, og vi møder ikke Tyskland. Jeg vil pisse gerne møde Tyskland i Dortmund, det kunne være pisse sjovt, men tredjepladsen er ikke et tosset scenarie. Man møder stadig stor kvalitet, men vi får en længere opladning.

- Vi vil gerne slå Serbien og blive nummer to, men hvis vi bliver nummer tre, så er det ikke dårligere for os i forhold til at kunne komme videre fra en ottendedelsfinale, siger Kasper Hjulmand.

Han medgiver, at EM-formatet, hvor fire ud af seks treere går videre, er en anelse knudret og fordrer spekulationer.

- Jeg er mest for, at man har en gruppe med fire hold, hvor de to bedste hold går videre, siger Kasper Hjulmand.

Bliver Danmark nummer to i gruppen, spiller holdet ottendedelsfinale 29. juni. En gruppesejr giver en ottendedelsfinale 30. juni, mens avancement som treer medfører en ottendedelsfinale 1. eller 2. juli.

Når Danmark tirsdag aften går på banen mod Serbien, er tre af de andre EM-grupper allerede færdigspillet.

Derfor kan landsholdet stå i en situation, hvor Hjulmand og spillerne ved, at uafgjort er nok til at avancere som enten toer eller treer.

Sådan forventer Hjulmand faktisk, at scenariet vil være på tirsdag.

- Jeg tror, vi kan klare os med uafgjort, men det spiller vi ikke efter. Vi skal ud og vinde den kamp. Jeg tror, England slår Slovenien, og så er tre point nok til at tage andenpladsen.

- Men jeg tror også, at vi med tre point og en målscore på nul kan gå videre som treer, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU