Helle Thomsen advarer: Rumænien overrasker i år eller næste år

1. DEC 2025 • 14:00SPORT

Den danske landstræner forventer, at Rumænien måske allerede i år vil overraske ved VM.

Danmark har leget sig til sejr i de to første kampe ved VM. Men mandag aften kan der meget vel komme andre boller på suppen.

For selv om den store stjerne Cristina Neagu har stillet håndboldskoene på hylden, så står det rumænske landshold stærkt inden mødet med Danmark gruppefinalen.

Og landstræner Helle Thomsen har stor fidus til Rumænien, som ifølge hende meget vel kan komme til at blande sig, hvor det er rigtig sjovt ved de kommende mesterskaber.

- Det er et nyt trænerteam, som råder over spillere, der spiller fast og har store roller i de bedste rumænske klubber. Så det er et stærkt hold.

- Jeg har hele tiden sagt, at de vil overraske enten ved det her mesterskab eller det næste, fordi de har så mange gode spillere, siger Helle Thomsen.

Indtil i sommer var landstræneren ansat i den rumænske klub CSM Bucuresti og kender dermed rumænerne ud og ind.

Og selv om taktikmøderne har været detaljerede frem mod mandagens opgør, så kunne de sagtens have været endnu mere detaljerede.

- Det har krævet en begrænsning, for jeg kan have lyst til at vise dem 300 klip af, hvordan de spiller. Jeg har måske set 50 timers video med alle deres spillere, og jeg har meget, jeg gerne vil fortælle. Men spillerne kan ikke håndtere al den information, så jeg har måttet kontrollere mig selv, siger Thomsen med et grin.

Mens kampen mod Rumænien er den sværeste hidtil ved VM, er det også den klart vigtigste indtil nu. Hvis Danmark skal have fuld pointhøst med videre til mellemrunden, så skal der en sejr på bordet.

- Først og fremmest handler det om at vinde. Hvis vi ikke vinder, er vi under pres i forhold til en kvartfinale. Hvis vi taber, kan det være, vi skal møde Ungarn om en kvartfinalebillet i den sidste mellemrundekamp, og det vil ikke være verdens sjoveste modstander i sådan et scenarie, siger Helle Thomsen.

Danmark og Rumænien mødes klokken 20.30.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT