Harder og Ballisager kan hjemføre overlegen Bayern-titel

22. APR 2026 • 12:38SPORT

Pernille Harder kan onsdag blive mester for 11. sæson i træk, og Bayern München kan sætte pointrekord.

De danske landsholdsprofiler Pernille Harder og Stine Ballisager er efter en veloverstået landsholdsuge tilbage i Bayern München.

Her venter onsdag aften en mulig mærkedag for begge og for klubben, når holdet gæster midterholdet Union Berlin på Stadion An der Alten Försterei.

En sejr sikrer ubesejrede Bayern München klubbens fjerde mesterskab i træk og ottende mesterskab gennem tiderne. En flot statistik, som Pernille Harder faktisk overgår.

Landsholdskaptajnen kan vinde sit 11. mesterskab i træk - hentet med fire forskellige klubber.

Det vil være det tredje i træk med Bayern, som hun kom til efter at have vundet tre mesterskaber med Chelsea. Forinden var det blevet til fire mesterskaber med tyske Wolfsburg og et med svenske Linköping.

Harder og kompagni har fem runder til at fuldføre missionen i ligaen, men hun ser ingen grund til at vente forud for et par travle uger, hvor der også venter et dobbeltopgør mod FC Barcelona i en Champions League-semifinale.

- Jeg håber, vi får mesterskabet i hus onsdag, for man ved aldrig, hvad der kan ske. Målet er i hvert fald at afgøre det nu, siger Harder, der med sine 14 fuldtræffere er delt ligatopscorer.

Første opgør mod Barcelona er allerede lørdag, og der kan derfor blive roteret og disponeret på kræfterne.

- Det bliver en vanvittig uge. Der er sindssygt mange og vigtige kampe for tiden, og det bliver fedt. Jeg ved ikke, hvad planen er, men det har trænerne helt sikkert styr på.

- Fra mit synspunkt kunne det være skønt at få afgjort mesterskabet allerede onsdag. Vi har gjort det godt, og det skal bare fortsætte, siger Stine Ballisager, der netop har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2028.

Den 32-årige forsvarsspiller kom til Bayern München fra italienske Fiorentina sidste sommer og kan vinde sin karrieres andet mesterskab, efter at hun tidligere har triumferet med norske Vålerenga.

Bayern München har generelt haft en formidabel sæson og sætter med sejr i Berlin onsdag ny pointrekord i Frauen-Bundesliga.

Holdet har hentet 61 af 63 mulige point og overgår med tre point FFC Frankfurts 63 point efter 22 kampe fra 2004/05-sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT