Hansen hylder efterfølgere: Spiller på fantastisk niveau
Mikkel Hansen er imponeret over den måde, det danske landshold foreløbig har præsenteret sig på ved VM.
Den håndboldpensionerede legende Mikkel Hansen har kun lovord til overs for sine tidligere landsholdskammeraters præstationer hidtil ved VM.Det er Danmarks første slutrunde i halvandet årti uden Hansen og Niklas Landin, men fraværet af to af dansk håndbolds største navne ser foreløbig ikke ud til at tynge det danske spil.
- De spiller på et fantastisk højt niveau, og de er nogle fantastiske ambassadører for vores sport, siger Mikkel Hansen, der selv netop er blevet præsenteret som ambassadør for et projekt, som skal løfte håndbolden i USA.
- En ting er, at de er rigtig dygtige på banen, men også uden for banen er de nogle mennesker, man kan se op til og spejle sig i.
- Indtil videre har det været fantastisk at følge dem på det høje niveau, de har spillet på, siger Mikkel Hansen, der har været på tilskuerpladserne i Boxen til flere af kampene.
Med til historien hører dog, at Tyskland er det eneste hold fra verdenstoppen, Danmark har været oppe imod i de seks første kampe.
Tyskerne blev gennembanket med ti overskydende mål, og Mikkel Hansen er imponeret over den seriøsitet, hans efterfølgere går ind til kampene med.
- Jeg ved godt, at modstanden ikke har været på allerhøjeste hylde endnu. Men som spiller skal man stadig gå ind og levere et rigtig godt stykke arbejde. Der må man bare sige, at man må løfte på hatten, siger Hansen.
Danmark vandt samtlige kampe i det indledende gruppespil og i mellemrunden. Søndag rejser spillerne videre til Oslo for at forberede sig til onsdagens kvartfinale.
/ritzau/