Brøndby-topscorer får dobbeltrolle i rødt og hvidt over sommeren

27. MAJ 2025 • 14:24SPORT

Sammen med to klubkammerater er Brøndbys Mathias Kvistgaarden blevet udtaget til sommerens U21-EM i Slovakiet.

Brøndby-topscorer Mathias Kvistgaarden skal forsøge at skyde Danmark til succes under sommerens U21-EM.

Angriberen er således blandt de 23 spillere, som U21-landstræner Steffen Højer tirsdag har udtaget til slutrunden i Slovakiet.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sociale medier.

Kvistgaarden får en travl sommer, da han mandag blev udtaget til A-landsholdet, der skal spille testkampe i juni, for første gang.

Han er med i U21-truppen sammen med klubkammeraterne Clement Bischoff og Noah Nartey.

Også Anton Gaaei er udtaget til A-landsholdet, og derfor støder han og Kvistgaarden først til U21-holdet senere.

Resten af truppen samles til en kort træningslejr i Vejle, før danskerne rejser til Slovakiet.

- Vi har valgt ikke at spille en testkamp op til slutrunden, men i stedet fokusere på at få trænet så meget som muligt og afslutte med en intern kamp, siger Steffen Højer i en pressemeddelelse.

Danmark møder Ukraine 12. juni i den første gruppekamp, mens Holland og Finland venter i de to resterende kampe i gruppespillet.

Den samlede trup til slutrunden ser således ud:

Målmænd: Andreas Jungdal, Theo Sander og William Lykke.

Forsvarsspillere: Anton Gaaei, Aske Adelgaard, Elias Jelert, Lucas Hey, Oliver Provstgaard, Thomas Kristensen, Sebastian Oota, Victor Bak Jensen, Clement Bischoff.

Midtbanespillere: Isak Jensen, Noah Nartey, Oliver Sørensen, Oscar Højlund, Oscar Fraulo, Tochi Chukwuani, Thomas Jørgensen.

Angribere: Conrad Harder, Mathias Kvistgaarden, William Bøving, William Osula.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT