Brentford lovpriser Thomas Frank: Han har forvandlet klubben
Thomas Frank har forvandlet Brentford, siden han i 2016 kom til klubben, mener fodbolddirektør.
Thomas Frank har været en succes som træner i Brentford.Det er konklusionen hos klubbens fodbolddirektør, Phil Giles, efter at det torsdag aften blev offentliggjort, at Thomas Frank nu forlader Brentford til fordel for jobbet som træner i Tottenham.
Phil Giles har fulgt Thomas Frank hele vejen, siden danskeren i 2016 blev ansat som assistenttræner for Dean Smith og senere som cheftræner. Og han sparer ikke på de pæne gloser i sit farvel.
- Fra det øjeblik han erstattede Dean Smith, forstod han, hvad vi forsøgte at bygge, og hans visdom, trænerkompetencer og følelsesmæssige intelligens har været med til at forvandle klubben, siger Phil Giles ifølge Brentfords hjemmeside.
Han siger, at der har været mange "særlige øjeblikke" med Thomas Frank som træner og peger på playoff-finalen på Wembley i 2021, hvor oprykningen til Premier League blev sikret, samt den første Premier League-kamp mod Arsenal.
- Men det handler ikke kun om det, man ser på banen. Han skabte en særlig forbindelse til vores fans, bidrog til at udvikle og forbedre spillerne og spillede en nøglerolle i at implementere den kultur, der har gjort, at Brentford er blevet stærkere og stærkere.
- Vi vil aldrig glemme Thomas, men nu er det tid til at takke ham og tage de næste skridt i vores rejse med en ny leder, som vi tror kan blive lige så succesfuld og indflydelsesrig, siger Phil Giles.
Thomas Frank skal i Tottenham erstatte Ange Postecoglou og har underskrevet en kontrakt, der gælder indtil 2028.
/ritzau/