Froholdt sikrer Porto vigtige point i guldkamp
20-årige Victor Froholdt scorede sejrsmålet for sin portugisiske klub, som lægger afstand til forfølgerne.
Victor Froholdt var endnu en gang målfarlig for FC Porto, da den portugisiske klub søndag aften slog nedrykningstruede Tondella med 2-0 på hjemmebane.Efter en første halvleg uden mål og et brændt straffespark til Porto kom Froholdt og resten af holdkammeraterne ud til anden halvleg på Estádio do Dragão med fuld fart på.
Allerede få minutter inde i anden halvleg blev Portos Gabri Veiga spillet fri i Tondellas straffesparksfelt og kunne sikkert sende bolden i kassen.
Kort tid efter trykkede 20-årige Victor Froholdt af fra distancen. Men bolden suste lige forbi stolpen.
Efter 65. minutter kunne Tondella dog ikke afholde Froholdt fra at score.
Danskeren opsnappede lidt tilfældigt bolden uden for straffesparksfeltet. Herefter driblede han hurtigt mod mål og sendte bolden forbi Tondellas målmand.
Med sejren henter FC Porto tre vigtige point i guldkampen i Primeira Liga. Porto ligger nummer et med 79 point og har syv point ned til Benfica på andenpladsen.
Sporting Lissabon med danske Morten Hjulmand på midtbanen ligger nummer tre med 71 point. Sporting har spillet en kamp færre.
Froholdt skiftede fra FC København til Porto sidste sommer og er siden noteret for otte mål på tværs af alle turneringer.
Porto betalte FCK omkring 20 millioner euro for at få fat i Froholdt. Det svarer til 150 millioner danske kroner.
/ritzau/
