Franskmænd fælder forsvarssvage fynboer i Champions League

5. OKT 2025 • 17:43SPORT

Odenses forsvar blev udspillet af Brest Bretagne, der vandt gruppekampen med hele 40-31.

Egentlig skulle Brest Bretagne være lidt af en favoritmodstander for Odense Håndbold i Champions League. Det var bare ikke til at se, da de to hold på ny stod over for hinanden i den fynske hovedstad søndag eftermiddag.

Odenses defensiv havde en kulsort dag, fynboerne blev reelt udspillet og tabte overraskende klart med 31-40.

Det er fjerde sæson i træk, de to klubber er havnet i samme Champions League-gruppe. Indtil søndag er vægtskålen tippet kraftigt mod Odense med fem sejre og en uafgjort i de seks indbyrdes kampe.

Men Brest Bretagne har fået en glimrende start på gruppespillet og ser brølstærk ud. Nu fik de i den grad skovlen under de danske mestre.

Våbnene var hurtige fødder og tempofyldt angrebsspil. Odenses forsvar fik slet ikke fat, og der blev sat alt for få tacklinger ind.

Det gav svære arbejdsbetingelser for målvogterduoen, og hverken Andrea Nørklit eller Althea Reinhardt leverede mirakler mellem stængerne.

Alene i første halvleg lukkede fynboerne 23 mål ind, og det er en del i overkanten, hvis man skal gøre sig håb om point.

I den anden ende af banen leverede profiler som Mie Højlund og Thale Rushfeldt Deila fine detaljer, og Odense havde generelt ikke problemer med at lave mål.

Men heller ikke angrebsspillet var pletfrit. En del tekniske fejl gav de stærke franskmænd for let spil.

At Maren Aardahl syv minutter før tid fik rødt kort for sin tredje udvisning, gjorde ikke tingene lettere. Men heller ikke den norske forsvarsspecialist havde haft en stor dag på jobbet.

Nederlaget var Odenses første i gruppespillet. De danske mestre har fem point efter fire kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT