Frankrig slår Danmark i Møllgaards sidste landskamp
Det blev en tæt affære, da Frankrig vandt knebent over Danmark i Henrik Møllgaards sidste landskamp.
De danske håndboldherrer fik ikke revanche mod Frankrig, da de to rivaler lørdag tørnede sammen i Kolding.Frankrig vandt 40-38 i kampen, som var del af den såkaldte EHF Euro Cup, der er en testturnering for nationer, der allerede er kvalificeret til næste års EM.
I onsdags vandt Frankrig over Danmark i samme turnering og gjorde en ende på en lang stime på 26 kampe i træk uden dansk nederlag.
Det blev dermed til to nederlag i træk for Danmark, og det er tre år siden, at det sidst er sket.
Samtidig var det den sidste kamp i landsholdskarrieren for Henrik Møllgaard, der fik sin hyldest i Kolding, hvor han i tidernes morgen førte sig frem som ungt talent på det lokale ligahold.
Egentlig ville Møllgaard helst være fri for opmærksomheden og liste ud af bagdøren. Men en periode uden vigtige landskampe på programmet gav mulighed for at give ham en 230. og sidste optræden i rødt og hvidt.
Møllgaard indledte kampen på bænken, og herfra kunne han se sine holdkammerater komme foran 9-4 efter en god start.
Marinus Munk, der startede inde i sin blot anden landskamp, scorede tre mål i en opløftende dansk åbning.
Frankrig arbejdede sig dog tilbage i opgøret, og anført af Dika Mem fik udeholdet kontakt ved 12-12.
Danmark nåede at bringe sig foran 17-16 inden pausen, da fløjen Magnus Landin scorede fra en spids vinkel.
I anden halvleg kom danskerne igen bedst fra start og foran 21-18.
Men Frankrig havde ikke i sinde at give ved dørene og udlignede til 21-21. Derefter kom franskmændene foran 25-23.
Så var det Danmarks tur til at kæmpe sig tilbage, og Mathias Gidsel scorede sit tiende mål i kampen, da han gjorde det til 35-35 fire minutter før tid.
Tre minutter før tid tog landstræner Nikolaj Jacobsen en timeout. Men han sagde ikke noget. I stedet blev Møllgaard hyldet foran hjemmepublikum for sin indsats.
Det blev blandt andet til fire VM-guldmedaljer og to gange olympisk guld, og han var tydeligt berørt over hyldesten i arenaen, hvor Mikkel Hansen var blandt tilskuerne.
Derefter satte forsvarsgeneralen sig på bænken, hvorfra han kunne overvære de sidste tre minutter.
Frankrig scorede næsten med det samme efter et dansk boldtab og kom foran 38-36.
Den føring slap Frankrig ikke til slut, og dermed vandt Møllgaard ikke i sin sidste landskamp.
Til gengæld kunne Møllgaard lade sig hylde også efter slutfløjtet, hvor en række danske sportsfolk kom med en afskedssalut på storskærmen i hallen.
/ritzau/