Flyvende Randers forlænger aftale med cheftræner til 2028
Superligaens nummer fire, Randers FC, har forlænget aftalen med cheftræner Rasmus Bertelsen frem til 2028.
Superligaklubben Randers FC har i øjeblikket fat i den lange ende med et hav af gode resultater.Nu har klubben valgt at belønne cheftræner Rasmus Bertelsen for hans arbejde.
Træneren, der stod til at have kontraktudløb i 2026, har således forlænget sin aftale med Randers med yderligere to år.
Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
- Jeg er utrolig stolt over at forlænge min aftale med Randers FC og over den tillid, klubben viser til den retning, vi sammen har været med til at sætte for holdet og klubben.
- Sportsligt har vi skabt en fantastisk udvikling de sidste mange år og befinder os nu i en virkelig spændende periode, siger Rasmus Bertelsen i meddelelsen.
Han tilføjer, at klubben skal fortsætte med at være ambitiøs, så "vi forhåbentlig kan gøre det endnu bedre".
Randers er i øjeblikket på fjerdepladsen i Superligaen med 27 point for 16 kampe.
Set over de seneste 11 ligakampe er det blot blevet til et enkelt nederlag.
Sportsdirektør Søren Pedersen mener, at Bertelsen passer godt ind i Randers' strategi i forhold til køb af spillere og udvikling.
- Dette har især vist sig gennem de seneste år, hvor han har demonstreret, at han besidder de nødvendige kompetencer, der afspejler sig i klubbens strategi.
- Han er en dygtig træner, der står for god og underholdende fodbold, siger Søren Pedersen.
Sportsdirektøren roser også cheftræneren for at sætte "en god retning på kontoret" uden for banen.
Bertelsen har været i Randers siden 2009 og haft forskellige roller.
I marts sidste år overtog han styringen som cheftræner i klubben, da Thomas Thomasberg blev ansat i FC Midtjylland.
/ritzau/