Firerkajak smed OL-nerver og tror på topplacering

6. AUG 2024 • 15:52SPORT

Lasse Bro Madsen, Magnus Sibbersen, Morten Gravesen og Victor Gairy Aasmul er videre i 500 meter firerkajak.

Firerkajakken med Lasse Bro Madsen, Magnus Sibbersen, Morten Gravesen og Victor Gairy Aasmul har tiltro til sig selv og hinanden på trods af en nervøs og vanskelig start på OL.

De indledte tirsdag formiddag legene i Paris med en sidsteplads i indledende heat, men rejste sig et par timer senere i opsamlingsheatet - også kaldet kvartfinalen.

Her blev det til en tredjeplads og sikkert avancement til torsdagens semifinaler.

- Nu vil vi rigtig gerne videre fra semifinalen og vise, at vi hører til de bedste.

- Derfra må vi se, om det holder hele vejen til toppen, siger Magnus Sibbersen.

Danskerne regner med, at det var olympiske debutnerver, der ramte dem i det indledende heat, og at nerverne nu er væk.

- Jeg tror, at vi var nervøse. Det er første gang, at vi allesammen er til OL.

- Vi følte, at vi var klar, men jeg tror helt klart, at nervøsiteten har siddet helt ude i fingerspidserne, forklarer Magnus Sibbersen.

Selv om en af bådene ved siden af dem tyvstartede i opsamlingsheatet, så blev danskerne ikke slået ud af kurs.

- Der var ikke den samme spænding i kajakken anden gang. Selv om der var tyvstart, var der ro og fokus. Ingen begyndte at ryste eller kigge til siderne, siger Magnus Sibbersen.

Firerkajakken har det med at forbedre sig fra heat til heat, og derfor kan den nervøse start på tirsdagen måske være en fordel.

Den betyder, at danskerne får en ekstra tur på vandet end flere af konkurrenterne.

- Det er normalt for os til de større stævner, at vi lige skal bruge et heat på at komme i gang, siger Lasse Bro Madsen.

Selv om det tirsdag gav kvartetten lidt overarbejde, mener Victor Gairy Aasmul, at det kan gavne danskerne i sidste ende til OL.

- Statistisk set er det godt. Det plejer at være sådan, siger han.

Den danske firerkajak viste ved det seneste VM, at den har niveauet til at begå sig i toppen. Det blev således til en femteplads ved sidste års VM i tyske Duisburg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT