Fire spillere deles om anførertjans på håndboldlandsholdet

19. SEP 2025 • 11:01SPORT

Trine Østergaard skal ikke længere stå med ansvaret som anfører for håndboldlandsholdet alene.

Anførerhvervet på kvindernes landshold i håndbold skal fremover deles af fire spillere.

Landstræner Helle Thomsen har peget på Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen som ny anførergruppe.

Det skriver DanskHåndbold på sin hjemmeside.

Siden sidste år har Trine Østergaard stået med ansvaret alene, men det er ikke hensigtsmæssigt, mener landstræneren.

- På et landshold kan det være en stor opgave at være anfører alene. Når man har en anførergruppe, kan man dele tingene ud, så den enkelte får nogle ansvarsområder, siger hun til forbundets hjemmeside.

- På den måde kan de også sparre med hinanden. Og hvis nogen stopper eller er fraværende, har vi oplært de næste.

- Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen rammer bredt i hele truppen. De er forskellige mennesker og bidrager med hver deres - både på og uden for banen. På den måde sikrer vi, at anførergruppen når bredt ud i hele truppen, forklarer landstræneren.

Det danske landshold er i denne uge samlet under Thomsens ledelse for første gang.

Lørdag klokken 16.00 tester holdet formen mod Island i Frederikshavn.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT