Tyskland til Irans nye præsident: Stop voldsspiralen
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, appellerer til Iran om at arbejde for fred i Mellemøsten.
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, appellerer mandag til Irans nye præsident, Masoud Pezeshkian, i et forsøg på at få forhindret en yderligere optrapning af konflikterne i Mellemøsten.- Voldsspiralen i Mellemøsten må nu brydes. Alt andet vil udgøre en uberegnelig risiko for landene og befolkningerne i regionen, hedder det i udtalelsen fra Scholz til Pezeshkian ifølge en pressemeddelelse fra det tyske kanslerministerium.
Scholz talte i weekenden med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, som også udtrykte bekymring for en regional krig i Mellemøsten
I sin telefonsamtale med Pezeshkian understregede Scholz behovet for en våbenhvile i Gaza og en frigivelse af gidsler, som stadig tilbageholdes af det iranskstøttede Hamas.
- Det ville være et vigtigt bidrag til en nedtrapning i regionen, sagde Scholz til den iranske leder.
Frygten for en omfattende regional krig er taget til, efter at Israel har dræbt Ismail Haniyeh, der var den politiske leder af den palæstinensiske bevægelse Hamas. Han blev likvideret i den iranske hovedstad, Teheran.
Israel er i krig med Hamas i Gazastriben, men har ikke taget skylden for likvideringen i Teheran.
Forholdet mellem Israel og Iran er desuden blevet yderligere anspændt, efter at Fuad Shukr, den øverstbefalende i den shiamuslimske milits Hizbollah, blev likvideret i Libanons hovedstad, Beirut.
Hizbollah er allieret med Iran og får både finansiel og operationel støtte fra Irans Revolutionsgarde.
Iran og Israel var allierede frem til 1979, hvor præstestyret tog magten i Iran og erklærede Israel for dets ærkefjende.
I dag modarbejder Iran Israel i Mellemøsten blandt andet ved at finansiere og støtte en række grupper, som modarbejder Israel.
Ud over Hizbollah gælder det blandt andet Hamas, som har magten i Gazastriben, og houthibevægelsen, som sidder på magten i stort set hele Yemen.
USA har sendt den missilbevæbnede ubåd "USS Georgia" til Mellemøsten. Landet har desuden beordret hangarskibet "USS Abraham Lincoln", der allerede har kurs mod regionen, til at sætte farten op.
Det sagde USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, søndag til den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant. Det skriver det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en pressemeddelelse.
De seneste uger har rygterne svirret om, hvordan Iran har tænkt sig at reagere på, at Ismail Haniyeh, den politiske leder af den palæstinensiske bevægelse Hamas, blev likvideret i Teheran.
/ritzau/dpa