FCM-fodboldkvinders målsætning er på vippen i bundgyser
Der venter en skæbnekamp tirsdag aften for FCM's fodboldkvinder, der er pisket til at besejre Kolding IF.
Målsætningen for FC Midtjyllands fodboldkvinder er at ende i top-6 og komme med i mesterskabsspillet i denne sæson.Men det mål hænger lige nu i en tynd tråd. Oprykkerne har nemlig haft det svært i de første måneder af sæsonen, hvor det kun er blevet til en enkelt sejr i 11 kampe.
Trods syvendepladsen i rækken med i alt otte hold lever troen på sjettepladsen stadig hos FCM-træner Steen Gravgaard inden tirsdagens bundgyser hjemme mod Kolding IF.
- Vi er underdogs til at løbe med sjettepladsen. Men omvendt anser jeg det overhovedet ikke for urealistisk, at det er os, der tager den, siger Steen Gravgaard.
For en uge siden smed FCM en 1-0-føring på en stor forsvarsbrøler i tillægstiden og spillede 1-1 ude mod mesterholdet Fortuna Hjørring.
Da skuffelsen havde lagt sig, voksede glæden over det ene point. Det holder nemlig FCM's håb i live inden de sidste tre kampe i grundspillet.
- Det ene point kan vise sig at være helt utroligt vigtigt for os. Nu er vi på fem point, men vigtigst af alt er vi seks point fra Kolding.
- Vi er nødt til at hænge vores hat på, at Kolding ikke får flere point. Selvfølgelig kræver det, at vi selv vinder tirsdag. Og så har Kolding to svære kampe mod FC Nordsjælland og Brøndby, siger han.
Kolding har ud over seks points forspring til FCM en målscore, der er seks mål bedre. Så FCM skal forsøge at vinde så stort som muligt mod Kolding og igen på søndag hjemme mod AGF.
- Vi kan være heldige med, at Koldings målscore får et lille hak nedad. Og så vil det være nok for os at vinde hjemme over Kolding og AGF, siger FCM-træneren.
Hvis FCM skulle ende uden for top-6, skal holdet i foråret deltage i nedrykningsspillet. Men det er ikke et tema lige nu.
- Pilen peger i den rigtige retning. Det summer omkring hele FC Midtjyllands kvindehold. Top-6 kan rent faktisk godt lade sig gøre, selv om vi har slidt med det i de første måneder.
- Vi begynder at høste frugterne af de helt unge spillere, som vi har været tvunget til at rykke op qua vores langtidsskader. De unge er begyndt at vise, at de kan være med, siger Steen Gravgaard.
FCM hentede i sommer Sanne Troelsgaard i klubbens store kvindesatsning, og hun var uheldigt indblandet i det mål, som i sidste uge gav Fortuna Hjørring 1-1-målet i tillægstiden.
Troelsgaard forsøgte at sparke bolden væk fra egen zone, men den havnede i stedet lige for fødderne af Fortuna-topscorer Joy Omewa, der scorede i tomt bur.
- Jeg synes, jeg var 99,5 procent skyld i det mål. Det er lang tid siden, jeg har været så skuffet. Det var en lang tur hjem fra Hjørring og en lang nat, hvor jeg slet ikke fik sovet.
- Kunne jeg ikke bare have trillet den ud til et hjørnespark? Det koster som bageste mand, og den vil sidde i mig i lang tid, siger Troelsgaard.
Hun var dog tilfreds med spillet i Hjørring og ser generelt lovende takter på FCM-holdet efter en svær start.
- Lige nu er alle kampe vigtige for os. Det er en situation, vi har sat os selv i. Så det er med at tage det positive med.
- Nu har vi Kolding tirsdag. Det er uden tvivl en sekspointskamp. Jeg tror, det er godt, den kommer til os nu. Og at vi ikke igen skal møde et af topholdene, siger Troelsgaard.
/ritzau/
