FCK-træner om ny keepers hårde start: Han må bare blive ved

16. FEB 2025 • 07:00SPORT

Diant Ramaj har lukket seks mål ind på to kampe siden sin ankomst i FCK, men kan ikke klandres, mener træner.

Diant Ramaj er hentet ind for at stabilisere situationen i FC Københavns mål, men tyskeren har fået en svær begyndelse i sin nye klub.

I sin uofficielle debut lukkede han fire mål ind i en testkamp mod AGF, og i torsdagens Conference League-kamp mod FC Heidenheim hentede han bolden ud af nettet to gange.

Men Diant Ramaj kan sagtens se sig selv i spejlet, mener træner Jacob Neestrup.

- Han må bare blive ved. For han har gjort det godt. Han så god ud, lød det fra FCK-træneren umiddelbart efter torsdagens opgør mod Heidenheim.

Hovedpersonen selv er da heller ikke rystet, og han forsikrer, at de mange scoringer på ham ikke kommer til at få indflydelse, når FCK mandag åbner forårssæsonen i Superligaen mod Randers FC.

- Det påvirker mig ikke. Virkelig ikke. Jeg synes, vi spillede en god kamp mod Heidenheim, og jeg havde selv nogle gode aktioner, siger Diant Ramaj.

- Det føltes fantastisk at få debut på det her forrygende stadion for en god klub som FCK.

Diant Ramaj er blevet hentet til FCK efter en halvsæson, hvor Nathan Trott var førstekeeper til at begynde med. Det var ikke nogen stor succes, og derfor blev unge Theo Sander prøvet af i efterårets sidste kampe.

Theo Sander er nu i Hvidovre IF, og Nathan Trott får fortsat splinter i rumpetten på bænken.

Den garvede midtbanespiller Thomas Delaney har fulgt sin nye tyske kollega med stor tilfredshed. Han har været imponeret af Diant Ramaj.

- Han er god på bolden, og han har set stærk ud i luften. Samtidig er han verbalt stærk. Jeg synes, at det har været lovende, det vi har set. Det har været noget, vi kan bruge, siger den rutinerede midtbanemand.

Diant Ramaj er lejet i Dortmund, som købte ham i Ajax i vinterens transfervindue. I første omgang gælder lejeaftalen resten af denne sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT