FCK-træner nægter at dvæle ved fejl efter sejr
Jacob Neestrup er begejstret for FC Københavns præstation mod Kairat og vil ikke forholde sig til enorm målmandsfejl.
For første gang i lang tid foldede FC København sig spillemæssigt ud, da Kairat Almaty onsdag var på besøg i Champions League.Alligevel var en enorm brøler af målmand Dominik Kotarski tæt på at blive historien om kampen i 3-2-sejren.
Det vælger Jacob Neestrup dog at se gennem fingre med.
- Jeg ser det samme som jer, men jeg kommer ikke til at have fokus på det i dag. Jeg kommer til at kigge på, at vi har vundet to kampe i streg, og vi så gode ud.
- Jeg forstår spørgsmålet, men hvis du havde stået på den her side, så havde du også sagt til dig selv, når du gik op ad de her trappetrin, at du skulle være positiv, positiv, positiv, siger han.
Neestrup er ikke blind for, hvad der skete, da Kotarski endnu en gang kostede et mål ved at drible rundt foran eget felt ved stillingen 3-0.
Men han ser ikke nogen gevinster ved at påtale det.
- Spillerne har kun brug for, at jeg står her og smiler og er glad for, at vi har spillet godt. Det er sådan, vi får de bedste muligheder for at vinde søndag.
- Og så har du et job, og du kan skrive lige præcis, hvad du så. Men jeg vil bare ikke bidrage til det, for jeg synes, vi var gode, siger han.
FCK har haft store problemer i efteråret, hvor sejrene har været få, fejlene mange og spillet mangelfuldt.
Men onsdag var der klare tegn på bedring, og sejren var holdets første i Champions League.
- Jeg synes, vi er stordominerende mod en rigtig god modstander, som flot har kvalificeret sig gennem en lang kvalifikation mod nogle dygtige hold, ligesom os selv. Et hold, som senest voldte Inter problemer nede i Milano, påpeger Jacob Neestrup.
Målscorer Jordan Larsson er også lettet over, at FCK i femte forsøg kom på tavlen med en sejr.
- Det er en fantastisk følelse. Jeg synes, vi kontrollerede kampen og skabte mange chancer. Vi var solide defensivt indtil de sidste ti minutter, men vi spillede en virkelig god kamp, siger han.
Svenskeren vil ikke bebrejde Kotarski, at det blev spændende i slutfasen.
- Det er en del af fodbolden. Vi vil gerne have en målmand, der tager risiko og spiller med kuglen. Han ved selv, at han skal gøre det bedre i den situation. Jeg kan også lave fejl eller miste bolden.
- Vi snakker alle med ham, men han skal nok komme videre fra det. Jeg tror ikke, vi skal gøre det til en så stor ting, siger Larsson.
/ritzau/
