Fans valfarter til dansk EM-træning i Tyskland

11. JUN 2024 • 18:26SPORT

Hundredvis af fans var dukket op til landsholdets første træning på den omdiskuterede bane i Freudenstadt.

Fodboldlandsholdets første træning i tyske Freudenstadt var et tilløbsstykke for fodboldglade børn og voksne.

Fans i hundredvis var dukket op til landsholdets træning, der begyndte tirsdag eftermiddag klokken 17. Mange af dem havde været der i flere timer, mens de ventede på, at de danske spillere trissede ud på det nylagte og omdiskuterede græstæppe.

Hovedtribunen på det ydmyge stadion blev hurtigt fyldt, og derfor befandt en del af tilskuerne sig på den græsvold, der omkranser træningsbanen.

Mens de mange tilskuere ventede på de danske spillere, blev de gejlet op af musik og en stadionspeaker, og havde tilskuerne taget mønter med, kunne de forsyne sig med grillpølser, pomfritter, øl og vand.

DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen fik noget til den søde tand. Freudenstadts borgmester, Julian Osswald (CDU), overrakte DBU-bossen en lagkage, der var stor nok til, at hele den danske EM-delegation kunne få en bid.

Da spillerne endelig kom ud af deres styrketræningstelt, der ligger nær træningsbanen, var det til tonerne af Malte Eberts EM-sang "Kongen af Danmark".

Imens spillerne løb rundt om banen, gav landstræner Kasper Hjulmand interview over stadionets højttalere på både engelsk og tysk. Til stor jubel rundede landstræneren seancen af med at sige, at han håber, Danmark og Tyskland mødes i EM-finalen i Berlin om lidt over en måned.

Det var ikke nogen intensiv træning, de mange tilskuere var vidner til. I mere end en halv time spillede landsholdsspillerne fodtennis, før de gik over til at spille en avanceret udgave af det i seriefodbold velkendte opvarmningsspil "kant". Siden fortsatte de med en række afleveringsøvelser.

Et barn løb på banen undervejs, men han blev hurtigt stoppet af sikkerhedsvagterne.

Under træningen gik Kasper Hjulmand og nærstuderede hele træningsbanen.

Dele af den blev først lagt mandag, men DBU's undersøgelser har vist, at der ikke er grund til bekymring, selv om dele af græsset ikke er så grønt som håbet, og man stadig tydeligt kan se, hvor de enkelte græsruller starter og slutter.

Spillerne måtte dog banke stykker med græs på plads med støvlesnuden i de områder, hvor deres øvelser foregik.

Efter cirka 75 minutter blev træningen fløjtet af, og de danske spillere rundede en munter træningsseance af med at skrive autografer til en hær af børn og voksne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

17. JUL 2024 • 11:27SPORT
Randers henter angriber i Frankrig