Fans støtter presset Manchester United-træner efter ydmygelse
Fansene sang Michael Carricks navn efter ydmygelse. Da han havde forladt banen, kom der buhråb mod spillerne.
Michael Carricks fremtid som cheftræner i Manchester United hænger i en meget tynd tråd efter søndagens ydmygende 0-3-nederlag til Bournemouth.Efter den fejlfyldte præstation blev Carrick adspurgt, om han forventer, at klubbens ledelse vil indkalde ham til en samtale om fremtiden.
- Vi må se, hvad der sker. Jeg forventer ikke noget, svarer englænderen på BBC's spørgsmål.
Facit efter nederlaget på Old Trafford er, at storklubben blot har vundet en enkelt gang i sæsonens første otte kampe i Premier League.
Den rærlige sæsonstart kan ses på tabellen, hvor United indtager 16.-pladsen, og der er allerede 14 point op til topholdene Manchester City og Arsenal.
Carrick, der som aktiv spillede over 450 kampe for United, har svært ved at sætte ord på de følelser, der har meldt sig efter nederlaget.
Det er følelser, han ikke tidligere har oplevet i samme grad eller på samme måde, lyder beskrivelsen.
- For mig handler det bare om at fordøje det hele, siger Carrick.
Den tidligere topspiller er fortsat en populær skikkelse blandt klubbens fans. Efter slutfløjt sang de hans navn, mens han gik en runde på banen.
Carrick understreger, at "det ikke var et farvel" fra hans side.
- Det betyder meget at have den forbindelse til dem. Det vil tage lidt tid at fordøje, men jeg sætter virkelig pris på deres støtte, siger cheftræneren.
Carricks tidligere holdkammerat Gary Neville mener, at fansenes klapsalver er et tydeligt tegn på, at de forventer, at han bliver fyret.
Neville er i dag ansat som ekspertkommentator hos Sky Sports.
- De har set det før. Han er en af deres egne og populær. Men ejerne, dens sportslige ledelse og spillerne er ikke populære, og de har svigtet denne fodboldklub på det groveste, siger Neville.
Fansenes tilråb til støtte for Carrick blev afløst af buhråb mod spillerne, da cheftræneren havde forladt banen.
Det var anden gang på få dage, at fansene var vidner til en tam indsats fra spillerne. I midtugen tabte klubben 1-4 til Como i Champions League.
Carrick blev ansat midlertidigt som cheftræner i januar efter Rúben Amorims fyring.
I maj blev han belønnet med en permanent aftale efter en stærk slutspurt, som sikrede holdet en tredjeplads og kvalifikation til Champions League.
RITZAU
