Fænomenet Pogacar leverer ny magtdemonstration med langt soloridt
Tadej Pogacar var på ny suveræn og vandt for fjerde år i træk det italienske monument Lombardiet Rundt.
Der er Tadej Pogacar (UAE Emirates), og så er der alle de andre i international cykling i øjeblikket.Det blev der endnu en gang sat en fed streg under, da den slovenske verdensstjerne iklædt VM-trikoten kronede et fantastisk 2024 med en sand magtdemonstration i det italienske efterårsmonument Lombardiet Rundt.
Som så mange gange før var det et langt soloridt, der lå bag sejren til den nykårede verdensmester.
Denne gang var det 48 kilometer fra målstregen, at Pogacar satte kniven ind og sagde farvel til alle sine konkurrenter, der derefter ikke så mere til sloveneren.
Belgiske Remco Evenepoel (Quick-Step) blev nummer to - 3 minutter og 16 sekunder efter sloveneren, mens Giulio Ciccone (Lidl-Trek) kom i mål 4 minutter og 31 sekunder efter på tredjepladsen.
Det er Pogacars 25. sejr i en historisk sæson, der blandt andet har budt på sejre i nyklassikeren Strade Bianche, monumentet Liège-Bastogne-Liège og VM i linjeløb.
Læg dertil samlede sejre i Giro d'Italia og Tour de France, hvor det undervejs i de to grand tours blev til 12 etapesejre.
Lombardiet-triumfen er fjerde år i træk, at den slovenske stjerne kører først over målstregen i den italienske klassiker.
Kun den italienske legende Fausto Coppi har med sine fem sejre flere triumfer i Lombardiet, mens en anden italiener, Alfredo Binda, vandt løbet fire gange mellem 1925 og 1931.
Gennem hele lørdagen var der lagt op til, at Pogacar skulle gøre forskellen på Lombardiets store stigning, Colma di Sormano.
UAE-mandskabet satte et hårdt tempo hen mod og i begyndelsen af Sormano-stigningen. 48 kilometer fra mål var det slut for udbruddet, og i det samme moment satte Pogacar som så mange gange før sit angreb ind.
Ingen konkurrenter forsøgte at følge med i accelerationen. I stedet fandt en trio med Remco Evenepoel, Enric Mas (Movistar) og Lennert van Eetvelt (Lotto) hurtigt sammen i forfølgelsen.
Da Pogacar passerede toppen af Sormano-stigningen lød forspringet på mere end et minut, mens Evenepoel havde sagt farvel til sine følgesvende og fortsatte jagten på egen hånd.
Det var dog en umulig mission for den belgiske stjerne.
Det slovenske forspring voksede hele vejen til målstregen i Como, hvor en suveræn Pogacar iklædt VM-trøjen løftede cyklen over hovedet og kronede en historisk sæson.
/ritzau/