En halv milliard mennesker har søgt om billet til VM i fodbold

15. JAN 2026 • 03:13SPORT

Fifa har mødt stor kritik for astronomisk høje billetpriser til slutrunden, som afholdes til sommer.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har modtaget flere end 500 millioner ansøgninger om billetter til dette års VM i fodbold.

Det oplyser Fifa i en erklæring.

Fans fra 211 lande og territorier har søgt om billetter til turneringen, som afholdes i USA, Canada og Mexico til sommer.

Fristen for at indsende ansøgninger til lodtrækningen, der vil fordele billetterne blandt de mange ansøgere, lukkede tirsdag.

Fifa skal nu trække lod blandt alle ansøgere om, hvem der i sidste ende får lov til at købe billetter til de enkelte kampe.

Tidligst 5. februar vil de forventningsfulde fodboldfans få besked om, hvorvidt de har fået fingre i de eftertragtede billetter.

Den største efterspørgsel - ud over værtslandene - kommer fra fans i Tyskland, England, Brasilien, Spanien, Portugal, Argentina og Colombia, oplyser Fifa.

Den mest efterspurgte kamp er Colombias opgør mod Portugal i Miami 27. juni, efterfulgt af Mexicos kamp mod Sydkorea i Guadalajara 18. juni samt VM-finalen i New Jersey 19. juli.

- En halv milliard billetansøgninger på lidt over en måned er mere end efterspørgsel - det er et globalt budskab, siger Fifas præsident, Gianni Infantino.

- Når man ved, hvor meget denne turnering betyder for folk over hele verden, er det eneste, vi fortryder, at vi ikke kan byde alle fans velkommen inde på stadionerne, tilføjer han.

Fifa har mødt hård kritik over billetpriserne til VM, hvor fanorganisationer har kaldt priserne astronomisk høje og ren afpresning.

Fannetværket Football Supporters Europe siger, at billetpriserne er næsten fem gange højere end ved seneste VM-slutrunde i Qatar i 2022.

Herrernes VM i fodbold har i mange årtier været Fifas helt store guldkalv. Foruden billetindtægter scorer forbundet også penge på salg af tv-rettigheder samt sponsorater til verdens allerstørste virksomheder.

I marts bliver det afgjort, om Danmark kvalificerer sig til slutrunden.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT