Drømmemål sikrer Roma point i derby mod Isaksens Lazio
Matias Soulés langskud sørgede for, at Roma fik uafgjort mod Lazio, der havde Gustav Isaksen med.
Derby della Capitale mellem Rom-rivalerne Lazio og Roma sluttede søndag aften 1-1 på Stadio Olimpico.Lazio med Gustav Isaksen var bedst og havde fortjent sejren, som holdet også var på vej mod, men et drømmespark fra Matias Soulé sørgede for pointdeling for Roma, der havde Victor Nelsson på bænken i hele kampen.
Gustav Isaksen, der fik 72 minutter på banen, var i første halvleg en af de mest fremtrædende spillere, og to gange testede han Roma-keeper Mile Svilar.
Først driblede danskeren sig på skudhold og afsluttede mod hjørnet fra en spids vinkel, og senere i halvlegen sparkede han mod det andet målhjørne fra en bedre position, men i begge tilfælde parerede Svilar.
Den serbiske målmand var god for sit hold. Allerede i indledningen tog han sig godt af hovedstød, da Alessio Romagnoli var blank foran mål.
Romagnoli tog revanche kort efter pausen, da han igen placerede sig godt i feltet ved et indlæg - denne gang ved et frispark - og anden gang var lykkens gang, da hans hovedstød i denne ombæring overlistede Svilar i målet.
I den anden ende var Roma aldeles ufarlig i den første time, og man fornemmede, at der skulle noget ekstraordinært til for at komme til kampen for Roma. Det var lige, hvad der skete midtvejs i anden halvleg.
Den 21-årige argentiner Matias Soulé tog chancen fra lidt mere end 20 meter, og hans følte spark med venstrefoden ramte undersiden af overliggeren og dumpede ned bag stregen til udligning.
Lazio og Roma slås for at kile sig ind i top-4, der er sikker på Champions League-deltagelse i næste sæson, men med uafgjort kom ingen af klubberne tættere på deres mål i denne runde.
Lazio har på sjettepladsen 56 point foran Roma med 54 point som nummer syv. Juventus har 59 på fjerdepladsen.
/ritzau/