Danske landsholdsstjerner straffer GOG til sidst
GOG tager til returopgøret mod Flensburg-Handewitt med svært udgangspunkt efter tremålsnederlag på hjemmebane.
Umuligt er det ikke, men GOG skal diske op med en overordentligt stor præstation om en uge for at gå videre fra dobbeltopgøret mod Flensburg-Handewitt i European League.Fynboerne fulgte længe godt med i den første kvartfinale mellem de to hold tirsdag aften. Men i de sidste ti minutter skruede gæsterne en tak op for niveauet og tog en solid sejr på 29-26 med hjem over grænsen.
De danske landsholdsspillere Lukas Jørgensen og Emil Jakobsen var toneangivende i gæsternes angreb, mens Kevin Møller var svær at passere i det tyske mål.
Samlet set gav det Flensburg-Handewitt masser af slagkraft, som GOG kun kunne matche ved at ramme sit spillemæssige topniveau.
Tilskuerne i Arena Svendborg fik da også masser af intensitet for pengene. Det danske mandskab gik til kampen med en tydelig tro på, at det kunne lade sig gøre at ekspedere tyskerne og klubbens mange egne tidligere profiler ud af turneringen.
Det stod 15-15 efter første halvleg, og hver gang Flensburg-Handewitt trak en anelse fra, havde værterne et modsvar.
I hvert fald indtil der manglede syv minutter af kampen. Her begyndte det for alvor at gå skævt for GOG, som gik fra 25-24 til 25-29 på få minutter.
Lasse Vilhelmsen og Tobias Grøndahl brændte på en velspillende Kevin Møller, der i alt noterede sig for 14 redninger. Og i den anden ende viste Lukas Jørgensen og Lasse Møller klassen, så det endte med en lidt misvisende favoritsejr på tre mål til udeholdet.
Returopgøret spilles tirsdag i næste uge.
/ritzau/