Dolberg henviser Højlund og saksesparkshelt til bænken

12. OKT 2024 • 19:45SPORT

Kasper Dolberg starter i Danmarks angreb mod Spanien. Det sender Rasmus Højlund og Yussuf Poulsen på bænken.

Det danske fodboldlandshold kan igen drage nytte af Manchester United-frontløberen Rasmus Højlund, men i første omgang bliver det kun i en jokerrolle.

Den hurtige og kropsstærke angriber indleder således lørdagens Nations League-udekamp mod Spanien på bænken. Her har han selskab af Yussuf Poulsen, der ellers brillerede med et forrygende saksesparksmål i den seneste landskamp mod Serbien for en måned siden.

Det er nemlig Anderlecht-spidsen Kasper Dolberg, der indtager frontpladsen i landstræner Lars Knudsens opstilling til mødet med europamesteren.

Landsholdskometen Albert Grønbæk har fået genvalg som starter, og sammen med Christian Eriksen skal han forsøge at servicere Dolberg.

I det centrale forsvar er Danmark udfordret med tre skader og to landsholdsstop.

Det har landstræneren lørdag løst ved at placere Jannik Vestergaard centralt i et tremandsforsvar. På sin venstre side har han Victor Nelsson, mens den normale back Rasmus Nissen Kristensen agerer højre stopper.

Det efterlader den potentielle debutant Asger Sørensen som midtstopperalternativ på bænken.

Danmarks startopstilling ser ud som følger (3-4-2-1):

Kasper Schmeichel - Rasmus Nissen Kristensen, Jannik Vestergaard, Victor Nelsson - Alexander Bah, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Victor Kristiansen - Albert Grønbæk, Christian Eriksen - Kasper Dolberg.

Fem spillere i Danmarks startopstilling risikerer at få karantæne i tilfælde af et gult kort. Hvis Jannik Vestergaard, Victor Kristiansen, Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand eller Albert Grønbæk får en advarsel, må de sidde over i tirsdagens møde med Schweiz i St. Gallen.

De spanske europamestre må se bort fra en lang række af de spillere, der havde en nøglerolle i EM-finalen for tre måneder siden. Ikke desto mindre kan landstræner Luis de la Fuente stadig stille slagkraftigt op til holdets første hjemmekamp siden EM-triumfen.

I startopstillingen finder man blandt andre anfører Álvaro Morata i front. Lige bag sig har han en giftig trio med Pedri, Mikel Oyarzabal og stjerneskuddet Lamine Yamal.

Lørdagens opgør i Murcia begynder klokken 20.45.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT