Djokovic melder afbud til turnering mellem OL og US Open

30. JUL 2024 • 02:07SPORT

Novak Djokovic trækker sig fra Canadian Open, som ligger mellem OL og US Open i tenniskalenderen.

Tennisherrernes verdensranglistes nummer to, Novak Djokovic, har meldt afbud til ATP Masters 1000-turneringen Canadian Open i næste uge.

Det oplyser det canadiske tennisforbund, Tennis Canada, mandag.

- Selv om vi er skuffede over, at Novak ikke kan deltage i dette års turnering, så forstår vi hans beslutning og ønsker ham held og lykke til OL og i resten af sæsonen, siger Tennis Canadas direktør, Valerie Tetreault.

Djokovic spiller i denne uge med ved De Olympiske Lege i Paris, hvor han er nået til tredje runde af herresingle, efter at han slog sin rival Rafael Nadal i anden runde.

37-årige Djokovic har vundet 98 turneringer på ATP-touren. Hans 24 grand slam-trofæer er en rekord på herresiden.

Canadian Open fungerer ofte som en slags opvarmningsturnering til grand slam-turneringen US Open i slutningen af august.

Djokovic efterlader sig en plads i turneringen, som bliver besat af 26-årige Roman Safiullin, som ligger på verdensranglistens nummer 66.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT