Deja-vu fra midtugen kostede Esbjerg finaleplads

3. JUN 2023 • 20:54SPORT

En skidt indledning på anden halvleg ødelagde den sikre finalekurs for Team Esbjerg.

I midtugen var Team Esbjerg tæt på at smide en komfortabel føring mod Odense i den første DM-finale, men holdt lige nøjagtig stand.

Lørdag gentog en del af oplevelsen sig, da vestjyderne efter en stærk første halvleg mod FTC-Rail Cargo havde kurs mod en historisk Champions League-finale. Men denne gang holdt man ikke stand.

- Ligesom i tirsdags lukkede vi nogle nemme mål ind i anden halvleg og gav dem noget selvtillid. Det skal man bare ikke gøre mod store hold som Odense og FTC. Vi formåede ikke at blive ved med at holde tæt, lyder det fra træner Jesper Jensen.

- Vores forsvar stod virkelig godt i de sidste ti minutter af første halvleg. Men vi fik lukket op defensivt i starten af anden halvleg, det løsnede tingene lidt op for dem, så de kunne lave mål, og så var kampen bare åben igen.

En pauseføring på fire mål blev sat over styr og endte med et nederlag på 29-30 og en misset finaleplads.

Spørger man stjernen Nora Mørk, er hun ikke i tvivl om, hvor kampen blev tabt.

- I forsvaret, svarer hun tørt.

Skuffelsen lyste ud af den sejrsvante nordmand, som har vundet turneringen de seneste fem år med andre hold. Team Esbjerg var i Final 4 sidste år, men mangler stadig at kunne bevare roen, når det hele bliver hektisk.

- Jeg synes egentlig, vi var et bedre hold end FTC, men det er vores egen fejl, at vi ender med at tabe. Det virkede til, vi blev mere bange for at misse finalen end faktisk at spille for at komme i finalen, siger Mørk.

Mens FTC-Rail Cargo skal spille om Champions League-trofæet søndag mod norske Vipers, som er forsvarende mester, så skal Team Esbjerg spille bronzekamp mod Györ.

Bronzekampen spilles 15.15, mens der er finale klokken 18.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU