Kyste franskmænd er Odenses rute til CL-finalen
Metz skal mødes med masser af fysik, siger Odense-profiler, som håber at kunne kyse sejrsvante franskmænd.
Offensivt minder Odense Håndbold og franske Metz til en vis grad om hinanden. Begge spiller hurtigt og har fodrappe spillere, så det tegner til at blive en tempofyldt Champions League-semifinale lørdag i Budapest.Dog mener Odense-backen Louise Burgaard, der frem til sidste sommer spillede i netop Metz, at danskerne kan tage en del af spillelysten fra franskmændene.
- Metz har aldrig været så glade for at spille mod danske hold, fordi det betyder mange fysiske tæsk. Så jeg har sagt til holdet, at der bare skal uddeles masser af fysik, siger Burgaard.
Den devise er landsholdskollega Mie Højlund enig i. Hun understreger dog også, at holdets egen energitank skal kunne holde til det høje tempo, kampen kommer til at foregå i.
- Vi skal helt sikkert have noget fysik ind i kampen. Men vi ved også, at både vi og Metz er to meget hurtige hold, lyder det fra den hurtige bagspiller.
- Så for os handler det om, at vi bevarer vores hurtighed, men stadig har meget fokus på at løbe hjem i hulen, når de kommer med deres fart.
Odense gik rent igennem grundspillet i den danske liga, før man led et nederlag i slutspilsgruppen og efterfølgende spillede uafgjort i den første DM-semifinale mod Ikast. I Champions League blev det også til fire nederlag i gruppen.
Det er stadig en flot sæson, men sammenlignet med resultaterne for Metz blegner det en smule.
Metz vandt det franske mesterskab efter 24 sejre i 24 kampe, vandt pokalturneringen og er kommet til Final 4 i Champions League efter 15 sejre og en enkelt uafgjort kamp i gruppefasen.
Med andre ord er det et hold, som stort set kun kender til at vinde. Såfremt Odense med fysik kan kyse franskmændene, så mener Louise Burgaard imidlertid, at Metz-spillernes suveræne sæson kan bruges imod dem.
- Metz er jo vitterligt gået gennem sæsonen uden et eneste nederlag, hverken i pokalen, den franske liga eller Champions League. Kan vi hyle dem lidt ud af den, så er jeg da spændt på at se, hvordan de reagerer på det, siger hun.
Semifinalen spilles i MVM Dome i Budapest klokken 18 lørdag.
/ritzau/