Alcaraz overvinder forskrækkelse og er videre i Paris
Sidste års French Open-vinder Carlos Alcaraz' niveau faldt, men han fik kæmpet sig videre fra tredje runde.
Den forsvarende mester Carlos Alcaraz kæmpede sig sent fredag videre fra tredje runde ved French Open.Den 22-årige spanier slog upåagtede Damir Dzumhur fra Bosnien-Hercegovina med 6-1, 6-3, 4-6 og 6-4.
Alcaraz lagde stærkt ud i første sæt mod verdensranglistens nummer 69, og spanieren formåede at holde rytmen i andet sæt, men herfra gik det markant ned ad bakke.
Den spanske baghånd op langs linjen gav for mange fejl, og han var generelt helt ved siden af sig selv. I fjerde sæt fik han alligevel hævet niveauet og lukket kampen.
Alcaraz erkendte efter sejren, at hans niveau var for svingende, men han var usikker på, hvad der gik galt.
- Det var under kontrol i de første to sæt, men så ved jeg ikke, hvad der skete, siger Carlos Alcaraz.
Spanieren blev rådvild, da Damir Dzumhur pludselig fik overtaget.
- Han begyndte at spille, men jeg lod ham også komme ind i kampen og ind i en rytme. Jeg lod ham spille sit spil, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Alcaraz ifølge Reuters.
Spanierens humør var heller ikke det bedste undervejs i kampen.
- Hvis jeg skal være ærlig, så nød jeg det ikke i dag. Jeg led meget.
- Det er derfor, at det er så svært at lave et godt i resultat i en grand slam-turnering, for man skal spille på et rigtig højt niveau i tre til fire timer, siger Carlos Alcaraz ifølge AFP.
I næste kamp skal spanieren, der er nummer to på verdensranglisten, op imod amerikanske Ben Shelton, der er nummer 13 i verden.
Alcaraz er placeret i samme turneringshalvdel som danske Holger Rune. Hvis de to spillere vinder deres to næste kampe, så kan de potentielt stå over for hinanden i semifinalen.
Holger Rune skal i sin næste kamp op mod italienske Lorenzo Musetti, der er nummer syv på verdensranglisten. Rune er i øjeblikket nummer ti på ranglisten.
/ritzau/