DBU giver fans fem års karantæne for kontroversielt banner

5. DEC 2025 • 14:58SPORT

Tre fans bag kontroversielt banner fra kampen mod Skotland er fundet og tildeles karantæne fra landskampe.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har opsporet de danske tilskuere, der medbragte et stærkt kontroversielt banner til VM-kvalifikationskampen mod Skotland 18. november.

Det drejer sig om tre specifikke landsholdsfans, som nu er identificeret og tildeles fem års karantæne fra "alle DBU-arrangementer i ind- og udland".

Det indebærer karantæne fra alle landskampe i de kommende fem år.

Det skriver DBU på sin hjemmeside.

Bannerets budskab var "defend Europe" (forsvar Europa, red.) illustreret med en maskinpistol og Totenkopf-dødningehovedet, der i Nazityskland blev brugt som symbol for den berygtede organisation SS.

Et billede af banneret med tre anonymiserede fans bagved blev efterfølgende delt på sociale medier.

- Banneret er på alle måder uacceptabelt, og derfor har det også været en prioritet for os at identificere personerne, så vi kunne sanktionere dem, siger DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.

- Det handler om at sende et helt klart signal om, at den slags budskaber ikke er foreneligt med de danske fans og vores landskampe, lyder det.

DBU vurderer, at budskabet på banneret er politisk, har racistiske elementer og er groft utryghedsskabende.

Det er i strid med DBU's ordensreglement, som forbyder bannere og symboler med racistiske, politiske eller voldelige budskaber.

Der var omkring 2500 fans i det danske afsnit på Hampden Park i Glasgow til kampen, som det danske landshold tabte med 2-4.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT