DBU-chef forventer ny U21-landstræner i januar
DBU regner med snart at have Jesper Sørensens afløser på plads. Ny U21-landstræner skal helst være dansker.
Med Jesper Sørensens pludselige skifte til Brøndby står dansk fodbold uden U21-landstræner. Men jagten på en afløser er i fuld gang.Senere i denne måned forventer DBU's talent- og udviklingschef, Kenneth Heiner-Møller, at kunne præsentere den nye landstræner for de ældste talenter.
- Vi er rigtig, rigtig langt. Vi satser på at have en træner klar i løbet af januar. Det vil være unfair over for denne talentfulde gruppe af spillere, at de ikke ved, hvem der er U21-landstræner, siger Heiner-Møller.
Jesper Sørensen overtog i 2021 jobbet fra spanieren Albert Capellas, der var DBU's første ikkedanske U21-landstræner nogensinde.
Og unionen kigger også denne gang primært efter trænere med dansk pas.
- Det skal allerhelst være en, der kender dansk fodbold. Som udgangspunkt kigger vi efter en dansk træner, men det er ikke et absolut krav.
- Han skal samtidig kende til opgaven, der er lidt speciel, fordi man skal være klar til at afgive sine bedste spillere til A-landsholdet, siger Kenneth Heiner-Møller.
Efter fire slutrundedeltagelser i træk kiksede den seneste U21-årgang kvalifikationen til EM senere på året.
Selv om det selvsagt er en streg i regningen, rummer det også en fordel. Den turneringsfri sommer giver en ny landstræner ro til at arbejde med holdet, inden det bliver alvor med kvalifikationen til næste EM i 2025.
- Det, som har været udfordringen med U21-landsholdet, er, at vi ikke har haft mulighed for at spille en årgang sammen. Vi er gået direkte fra slutrunde til kvalifikation.
- Nu har vi mulighed for et forår med venskabskampe for vores U20-årgang, der jo er vores kommende U21-landshold, påpeger Kenneth Heiner-Møller.
/ritzau/