Dansker lander hårdt efter drømmestart på NHL-sæson
Tampa Bay Lightning-danskeren tog hul på NHL-sæsonen med mål efter fem minutter, men det endte med nederlag.
Dagen begyndte med en personlig optur, men det endte til sidst med et grusomt nederlag.Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand gav sit hold, Tampa Bay Lightning, en drømmestart på den nye sæson i NHL med en scoring mod Ottawa Senators efter fem minutter og 35 sekunder.
Men værterne formåede ikke at køre sejren hjem og tabte med 4-5 til Ottawa, der havde Lars Eller på holdet.
I kampens indledning søgte Bjorkstrand ind foran Ottawas mål, hvor han modtog en pasning fra holdkammeraten Jake Guentzel, inden danskeren i powerplay sendte pucken i mål til 1-0.
Tampa Bay Lightning udbyggede senere føringen og bragte sig foran med både 2-0 og 3-1 før udgangen af første periode.
Det lovede godt for hjemmeholdet, men så begyndte problemerne stille og roligt at melde sig.
I anden periode fik Ottawa med to scoringer udlignet til 3-3, hvilket også var stillingen langt hen i tredje periode, hvor gæsterne til sidst havde mest at skyde med.
Med mindre end to minutter tilbage gav Shane Pinto Ottawa en føring på 4-3, og da Claude Giroux kort efter scorede til 5-3 for de canadiske gæster, var kampen afgjort.
Med få sekunder tilbage scorede Nikita Kucherov til 4-5 for Tampa Bay Lightning, men der var ikke tid til at jagte en ny scoring og tvinge kampen ud i overtid.
Hos Carolina Hurricanes fik danskerne Frederik Andersen og Nikolaj Ehlers også deres sæsondebut i NHL.
På hjemmebane vogtede Andersen målet for Carolina Hurricanes, mens Ehlers spillede i førstekæden, da holdet slog New Jersey Devils med 6-3.
Ehlers er før denne sæson skiftet til Carolina fra Winnipeg Jets.
/ritzau/