Dansker gik i flæsket på superstjerne: Mit job at være irriterende

13. FEB 2026 • 06:30SPORT

Det gik vildt for sig, da Oliver Lauridsen forsøgte at genere storspilleren Leon Draisaitl i OL-premieren.

De danske ishockeyspillere sparede på målene i OL-premieren mod Tyskland, men energien fejlede ikke noget i de 60 hæsblæsende minutter i Milano.

Oliver Lauridsen havnede flere gange i klammeri med den tyske superstjerne Leon Draisaitl i det danske 1-3-nederlag, og i en nærkamp gik det så hårdt for sig, at den store dansker tabte hjelmen.

- Han er jo en verdensstjerne og super talentfuld. Min opgave har altid været at være hård at møde og at være irriterende, forklarer Oliver Lauridsen.

- Hvis jeg kunne få lidt fat i ham og få ham til at gå et par procenter ned, eller hvis jeg kunne få ham til at koncentrere sig lidt mere om mig, så havde jeg gjort mit arbejde.

Han nød at være tilbage på den lille bane, som han lærte at kende gennem syv sæsoner i Nordamerika tidligt i karrieren.

Her er der masser af nærkampe, og det er lige noget for den 36-årige back.

- Jeg har altid elsket at spille på dem. Det var fedt. Spillet går lidt hurtigere, og man skal spille lidt mere enkelt.

- Man tror, at det hele bliver en stor gang grød, men sådan er det faktisk ikke. For lige så snart man vinder pucken i offensiv zone, har man gode skudmuligheder. Man skal være lidt mere klar, og alting skal gå lidt hurtigere, siger Oliver Lauridsen.

Den overvejende følelse efter kampen mod Tyskland var dog først og fremmest ærgrelse. Danskerne vandt skudstatistikken 38-26, og spillerne følte, at de havde godt styr på tyskerne.

- Jeg er utrolig skuffet over resultatet. Efter at vi kom på 1-1, havde vi godt fat i kampen, og vi havde jo chancerne til at komme tilbage og mere til.

- Vi gjorde rigtig mange gode ting. Der er selvfølgelig nogle huller, der skal lappes inden de næste kampe. Men sådan vil det altid være, siger Oliver Lauridsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT