Dansker bliver femmer i Paris i 10 meter luftpistol
Buster Antonsen blev nummer fem i 10 meter luftpistol. Danskeren lå til PL-sølv undervejs i finalen.
Danske Buster Antonsen blev nummer fem i finalen i 10 meter luftpistol ved de paralympiske lege.Undervejs i finalen duftede det af en dansk medalje, men et par kiks blev dyre.
Antonsen blev fredag formiddag nummer 6 af 26 skytter i kvalifikation med 563 point, hvilket var 14 point færre end den bedste skytte i kvalifikationen - Jo Jeongdu fra Sydkorea, der også var bedst i finalen og vandt guld.
De otte bedste skytter avancerede til finalen, hvor pointene blev nulstillet, og hvor danskeren kom fint fra land og lå nummer tre efter de indledende ti skud.
Herefter begyndte elimineringen. To skud til hver skytte, og så måtte den første skytte forlade finalen.
Og imens den ringest skydende finaledeltager blev siet fra, lignede Buster Antonsen en mand på vej mod en medalje, da han skød sig op på andenpladsen.
To skud mere, og så røg endnu en skytte ud, men samtidig punkterede den danske medaljedrøm. Med to dårlige skud røg Antonsen ned på femtepladsen, og der blev han.
Danskeren så ganske tilfreds ud, da det var en kendsgerning, at han var elimineret.
/ritzau/