Dansker åbner målkonto for førsteholdet efter fem år i Ajax
Christian Rasmussen scorede søndag sit første mål for førsteholdet i en 2-0-sejr over Fortuna Sittard.
Efter mere end fem år som Ajax-spiller scorede den 22-årige dansker Christian Rasmussen søndag sit første mål for førsteholdet.Offensivspilleren lukkede tre minutter inde i overtiden udekampen mod Fortuna Sittard med sin scoring til 2-0.
Målet faldt efter en omstilling, og det var den store angriber Wout Weghorst, som fandt danskeren på kanten af offside inden en kølig afslutning med venstrebenet.
Målet faldt i Rasmussen optræden nummer 21 for den hollandske storklub, som han kom til fra FC Nordsjælland i sommeren 2019.
Han var i sidste sæson udlejet til netop FC Nordsjælland for at få regelmæssig spilletid, og det fik han med 33 kampe og 6 mål.
Herefter har han i denne sæson fået flere og flere chancer for Ajax, hvis førstehold han debuterede for tilbage i januar 2023.
Søndagens sejr var holdets sjette i træk i Æresdivisionen, hvor Ajax og PSV fører an med hver 51 point - Eindhoven-klubben dog for en kamp mere.
/ritzau/